Retten i Randers har i dom af 8. april pålagt en arbejdsgiver at betale erstatning til en tidligere ansat i anledning af en lænderyglidelse.
Skadelidte blev i 1991 ansat hos arbejdsgiveren, som producerede møllesten. Hans arbejde bestod i afbalancering af møllestenene, hvilket indebar manuelle løft af stenene. Stenene vejede fra 12 kg til ca. 90 kg, men de tungeste (over 50 kg) blev løftet af en krananordning.
Arbejdstilsynet udtalte i 2002 kritik af arbejdsforholdene ved en anden arbejdsstation.
I 2003 blev der bygget en kran, som kunne håndtere alle stenene, og som blev brugt til alle sten, der vejede over 20 kg.
Der var uenighed om den samlede daglige løftemængde, men det fremgik af Arbejdstilsynets rapport, at der blev produceret ca. 150 møllesten i løbet af en arbejdsdag.
I perioden fra ca. 1997 til 2004 udviklede skadelidte tiltagende lænderygbesvær. Lidelsen blev afvist af arbejdsskademyndighederne med henvisning til, at løftearbejdet ikke opfyldte betingelserne på erhvervssygdomsfortegnelsen.
Arbejdsgiveren afviste erstatningspligten og anførte, at lidelsen ikke skyldtes arbejdsforholdene.
Under retssagen blev der indhentet en besvarelse fra Retslægerådet, som blandt andet udtalte:
?Spørgsmålet om, hvorvidt tilstanden hos sagsøger er medfødt eller belastningsrelateret kan ikke vurderes ? uanset om den ene (bilag 5) eller den anden (bilag B og C) belastningsbeskrivelse lægges til grund?
og
?For subjektive gener. Der er en kendt sammenhæng mellem tunge løft og ondt i ryggen. Det er kendt, at spondylolistese kan være årsag til lænderygsmerter og udstrålende symptomer til benene på grund af nerverodstryk. Forekomsten af lænderygproblemer i den generelle befolkning er høj, og oftest kan der ikke udpeges specifikke udløsende årsager.?
Retten lagde efter bevisførelsen til grund, at arbejdet var foregået i strid med Arbejdstilsynets vejledning D.3.1 (løft, træk og skub), og at der ikke havde været de fornødne og effektive løfteværktøjer til rådighed. Retten fandt herefter, at arbejdsgiveren havde handlet ansvarspådragende.
Retten udtalte vedrørende årsagssammenhængen, at det på baggrund af skadelidtes forklaring og de lægelige oplysninger måtte lægges til grund, at der ikke forud for ansættelsen havde været rygsmerter, at skadelidte allerede nogle år efter ansættelsen udviklede rygsmerter, og at rygsmerterne under ansættelsen var tiltagende.
På grundlag heraf og efter en vurdering af oplysningerne om den daglige arbejdsbelastning, fandt retten det tilstrækkeligt sandsynliggjort, at arbejdet var hovedårsag til lidelsen.
Dommen er ikke anket.
ADVOKATFIRMAET BJØRST KOMMENTARER:
Dommen illustrerer, at det påhviler arbejdsgiveren at sikre, at Arbejdstilsynets vejledende grænser for løft overholdes, og at dette indebærer både, at de udleverede hjælpemidler kan anvendes, og at de rent faktisk bliver anvendt.
Afgørelsen illustrerer også hvilke momenter, der udover Retslægerådets besvarelse indgår i domstolens vurdering af den erstatningsretlige årsagsvurdering; tidsmæssig sammenhæng, graden af uagtsomhed og eventuelle andre konkrete mulige forklaringer på skadelidtes tilstand.
