Vestre Landsret har i dom af 21. november 2012 tilsidesat Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab.
Skadelidte arbejdede som skibsassistent, da han den 3. september 2003 var udsat for en arbejdsskade, hvor han beskadigede sin lænderyg.
I februar 2002 havde han pådraget sig brud på venstre underben, som havde givet anledning til vedvarende knæproblemer.
Derudover havde han forudbestående nakkeproblemer. Nakkeproblemerne opblussede under sygeforløbet i 2005, og der blev tilkendt førtidspension i december 2005.
I pensionsafgørelsen var alle 3 lidelser nævnt som led i begrundelsen for at anse arbejdsevnen varigt nedsat til det ubetydelige.
Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om, at det samlede erhvervsevnetab udgjorde 85%, men at alene 40% skyldtes den anerkendte arbejdsskade.
Styrelsens afgørelse var ikke blevet påklaget rettidigt, og det var derfor nødvendigt at anlægge sagen mod Arbejdsskadestyrelsen.
Under retssagen var der indhentet flere udtalelser fra Retslægerådet. Rådet udtalte, at nakkegenerne ikke kunne henføres til arbejdsulykken. Samtidig udtalte Retslægerådet, at opblusningen af nakkegenerne måtte betragtes som forbigående og af mindre betydning for sagen.
Arbejdsskadestyrelsen blev frifundet i byretten.
Landsrettens flertal lagde vægt på, at skadelidte efter en sygemelding i 2002 havde genoptaget sit arbejde og passede det på normale vilkår frem til arbejdsulykken i september 2003.
Da der ikke var beskrevet forværring af knægenerne, og da nakkegenerne kun forbigående var blevet forværret, fandt Landsrettens flertal ikke, at Arbejdsskadestyrelsen havde godtgjort, at overvejende sandsynlighed talte imod, at hele erhvervsvenetabet skyldtes arbejdsskaden.
Arbejdsskadestyrelsen blev derfor dømt til at anerkende, at skadelidte havde pådraget sig et erhvervsevnetab på 85% som følge af arbejdsskaden.
Advokatfirmaet Bjørsts kommentarer:
Dommen illustrerer, at der ikke kan fratrækkes i det samlede erhvervsevnetab alene som følge af, at der kan konstateres betydende konkurrerende gener.
Bevisbyrdereglen i arbejdsskadesikringslovens § 13 (nu 12, stk. 2) kræver, at de konkurrerende lidelser i sig selv og uafhængigt af arbejdsskaden ville have medført et tab af erhvervsevne.
Hvis skadelidte før arbejdsskaden var i stand til at arbejde på normale vilkår på trods af de forudbestående lidelser, stilles der strenge krav til denne bevisbyrde. Der skal som minimum kunne påvises en betydende varig forværring af lidelserne, for at bevisbyrden kan løftes af arbejdsskademyndighederne.
