Ved dom af 18. maj 2009 har Vestre Landsret stadfæstet dom af 13. maj 2008 fra Retten i Aalborg vedrørende en ryglidelse. Landsretten fandt det godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem et tungt enkeltløft foretaget i oktober 2001 og efterfølgende brystrygsmerter.
Skadelidte var brolægger og udførte i perioden fra april til oktober 2001 arbejde, hvor skadelidte manuelt håndterede fortovsfliser på ca. 80 kg og kantsten på ca. 100 kg. I oktober 2001 fik skadelidte pludseligt smerter i brystryggen og måtte sygemeldes. Skadelidte forsøgte at raskmelde sig i januar 2002, men måtte umiddelbart efter langtidssygemeldes.
Skaden blev afvist efter arbejdsskadesikringsloven, men i en vejledende udtalelse vurderede Arbejdsskadestyrelsen skadelidtes erhvervsevnetab til 15 %.
For både byret og landsret gjorde skadevolder gældende, at skadelidtes brystrygsmerter ikke havde forbindelse til det udførte arbejde.
Skadelidte havde i 1992 og 1998 søgt læge grundet smerter i brystryggen, men havde ikke i den forbindelse haft længerevarende sygeperioder.
Sagen blev forelagt Retslægerådet under såvel forberedelsen for byretten som forberedelsen for landsretten. Retslægerådet udtalte blandt andet, at den generelle viden om årsagen til brystrygsmerter var begrænset. Retslægerådet udtalte endvidere, at skadelidtes smerter i brystryggen fremkom i oktober 2001 i forbindelse med “et tungt enkeltløft”, og at smerterne kunne være vedligeholdt af hårdt fysisk arbejde. Endelig udtalte Retslægerådet, at slidgigtforandringer i skadelidtes ryg svarede til det forventelige for en person på skadelidtes alder.
I præmisserne anførte Vestre Landsret blandt andet:
“Efter skadelidtes forklaring og de lægelige oplysninger er der ikke grundlag for at antage, at skadelidte forud for sin ansættelse hos skadevolder har haft brystrygsmerter af betydning for denne sag, og det må lægges til grund, at skadelidte forlod arbejdet på grund af brystrygsmerter, der opstod under udførelse af tungt, manuelt enkeltløft.”
Advokatfirmaet Bjørst vurderer:
Dommen bekræfter, at skadelidtes bevisbyrde for årsagssammenhæng er lempet i sager, hvor skadevolderen har udvist en høj grad af uagtsomhed. Herudover fastslår dommen, at skadelidtes forklaring tillægges afgørende vægt i sager, hvor der ikke er objektivt konstaterbare lidelser, der taler imod årsagssammenhængen.
