Vestre Landsret afsagde den 10. januar 2005 dom i en sag vedr. en kvindelig ansat, der havde anlagt sag mod en kommune med krav om løn i en opsigelsesperiode, idet hun gjorde gældende, at hun som familieplejer siden 1986 i henhold til kontrakt med kommunen var omfattet af funktionærloven, og hun havde derfor haft et længere opsigelsesvarsel end varslet på godt en måned, som kommunen havde givet hende.
Landsretten udtalte:
Efter bevisførelsen for landsretten må det lægges til grund, at [den ansatte] selv har tilrettelagt sit arbejde inden for familieplejekontraktens og den sociale lovgivnings rammer. Kommunen har i det omfang, som lovgivningen kræver, ført tilsyn med forholdene, men har ikke blandet sig i eller kunnet blande sig i, hvordan [den ansatte] har opfyldt plejekontrakten.
[Den ansatte] har således ikke været undergivet kommunens instruktionsbeføjelse, og hun har dermed ikke indtaget en tjenestestilling i forhold til kommunen, hvilket er en betingelse for, at funktionærloven finder anvendelse, jf. funktionærlovens § 1, stk. 2.
