Højesteret har i dom af 13. august 2010 udtalt, at det i forhold til vurderingen af erhvervsevnetab og méngodtgørelse efter arbejdsulykke er uden betydning, om der kan fastslås en entydig diagnose. Forsikringsselskab, der havde nægtet at følge Ankestyrelsens afgørelse i en konkret arbejdsskadesag, havde derfor ikke godtgjort, at Ankestyrelsens afgørelse var forkert, selvom Retslægerådet udtalte, at skadelidte ikke havde nogle af de diagnoser, som Ankestyrelsen havde lagt vægt på ved deres afgørelser.
Tryg forsikring må med Højesterets afgørelse opgive 5 års kamp, hvor arbejdsskadet blev nægtet den erstatning, Ankestyrelsen havde afgjort, at han var berettiget til.
Det var af Ankestyrelsen lagt til grund, at skadelidte var faldet flere meter ned fra en stige i forbindelse med arbejde ved en container.
Ankestyrelsen havde i sin afgørelse lagt vægt på, at skadelidte havde følger efter en hjernerystelse og en posttraumatisk belastningsreaktion. Méngraden var vurderet til 20 procent og erhvervsevnetabet til 65 procent.
Ankestyrelsens lægekonsulenter havde under sagen oplyst, at skadelidte efter deres opfattelse opfyldte kriterierne for at stille de pågældende diagnoser.
Sagen havde været forelagt Retslægerådet i flere omgange, og Retslægerådet udtalte, at skadelidte ikke opfyldte kriterierne for diagnosen følger efter hjernerystelse (postkommotionelt syndrom) eller posttraumatisk belastningsreaktion, og at skadelidte mest sandsynligt havde en ikke nærmere definerbar personlighedsforstyrrelse.
Højesteret lagde vægt på, at der ifølge de lægelige oplysninger ikke var grundlag for at fastslå, at skadelidte før arbejdsulykken havde haft symptomer af tilsvarende karakter, og at uarbejdsdygtigheden opstod i umiddelbar tilslutning til ulykken.
Herefter udtalte Højesteret, at det i relation til vurderingen efter arbejdsskadesikringsloven var uden betydning, om der kunne stilles en nærmere diagnose.
Forsikringsselskabet havde herefter ikke løftet bevisbyrden for, at overvejende sandsynlighed talte imod, at méngraden og erhvervsevnetabet skyldtes den anerkendte arbejdsulykke, jf. arbejdsskadesikringslovens § 13.
Bjørsts vurdering:
Denne afgørelse er den seneste i rækken af højesteretsdomme vedrørende bestemmelsen om omvendt bevisbyrde i arbejdsskadesikringsloven. Den klare tendens fra Højesteret synes at være, at tidsmæssig sammenhæng alene kan være tilstrækkelig til, at det ikke er muligt at løfte bevisbyrden for at overvejende sandsynlighed taler imod en sammenhæng.
Det mest interessante er dog, at Højesteret klart giver udtryk for, at det er uden betydning for årsagssammenhængsvurderingen, om generne kan forklares ud fra en specifik lægelig diagnose.
