Højesteret har i dag den 11. marts 2008 afsagt en principiel dom om fortolkningen af erstatningsansvarslovens § 2 stk. 1, 2. pkt.
Efter bestemmelsen ophører retten til at kræve erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på det tidspunkt, hvor det er muligt midlertidigt eller endeligt at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevne.
Højesterets flertal fastslog indledningsvist, at bestemmelsen ikke ? sådan som det har været gjort gældende af en række forsikringsselskaber ? indebærer, at det i sig selv er tilstrækkeligt for at bringe forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste til ophør, at skadelidte må antages at lide et varigt erhvervsevnetab, der berettiger til erstatning herfor, d.v.s. på mindst 15 %.
Højesterets flertal fastslog endvidere, at den omstændighed, at forsikringsselskabet på et tidspunkt i forløbet foretog udbetaling af erhvervsevnetabserstatning svarende til 15 % ikke kunne føre til, at forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte, fordi selskabet ikke havde foretaget en konkret og begrundet vurdering af det fremtidige erhvervsevnetab.
Der blev herefter tilkendt erstatning frem til det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsens midlertidige udtalelse om det fremtidige erhvervsevnetab forelå.
Afgørelsen må forstås derhen, at forpligtelsen til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste kan bringes til ophør på et tidligere tidspunkt end hvor Arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger, men at det forudsætter at skadevolderen eller forsikringsselskabet forinden på et forsvarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og udbetalt erstatning for erhvervsevnetabet i forhold hertil.
I september måned i år behandler Højesteret spørgsmålet om, hvor længe der kan kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i en sag der tillige er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
