I 2 domme af 18. november 2009 har Højesteret bestemt, at skadelidte, som har modtaget erstatning for midlertidig tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven kun har ret til tabt arbejdsfortjeneste indtil virkningstidspunktet for den midlertidige afgørelse.
I 2002 blev der vedtaget en lang række ændringer i erstatningsansvarsloven, som fik virkning for skader sket den 1. juli 2002 eller senere.
Deriblandt blev der ændret på lovens § 2, der regulerer, hvor længe man som skadelidt kan modtage erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
I erstatningsansvarslovens § 2 fremgår det blandt, at retten til tabt arbejdsfortjeneste bortfalder, når det er muligt at skønne over det varige erhvervsevnetab. Der henvises i bestemmelsen uden forbehold til blandt andet arbejdsskadesikringslovens § 31, som udtryk for eksempel på, hvornår der kan skønnes over den fremtidige erhvervsevne.
Højesteret har i 2 domme afsagt den 18. november 2009 afklaret en række af de usikkerheder, der har eksisteret om, hvor lang tid skadelidte er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, når skaden både er omfattet af arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven.
De 2 Højesteretssager vedrørte situationer, hvor de skadelidte i en sammenhængende periode havde modtaget midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter den tidligere arbejdsskadesikringslov § 31, stk. 4.
Denne type erstatning tildeles som oftest af Arbejdsskadestyrelsen, når den skadelidte gennem revalidering eller anden omskoling forsøger at generhverve sin fulde erhvervsevne.
Midlertidig erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 4 er ikke en erstatning for den varige nedsættelse af arbejdsevnen, sådan som dette er tilfældet for erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven.
Derfor har det givet anledning til tvivl, om tilkendelsen af midlertidigt erhvervsevnetabsydelse betød, at retten til tabt arbejdsfortjeneste samtidigt bortfaldt.
Højesteret har med afgørelserne foretaget en principiel fortolkning af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, som indtil afgørelserne af 18. november 2009 har givet anledning til en række tvister mellem forsikringsselskaber og skadelidte.
Omstændigheder sag 1:
Den skadelidte var den 12. juni 2003 ude for en arbejdsulykke, og påbegyndte i august 2004 forrevalideringsforløb, således han i marts 2005 kunne påbegynde uddannelse til urmager.
Arbejdsskadestyrelsen traf den 16. november 2005 midlertidig afgørelse, hvor Arbejdsskadestyrelsen bestemte, at den skadelidtes aktuelle erhvervsevnetab midlertidigt var 35 %. Ved samme afgørelse bestemte Arbejdsskadestyrelsen, at den løbende ydelse skulle have virkning fra den 10. august 2004, hvor den skadelidte påbegyndte sin forrevalidering.
Som følge heraf modtog skadelidte hver måned en erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen, men selvom han samtidig fik revalideringsydelse fra kommunen, fik han stadig hver måned cirka 2.000 kr. mindre, end han tjente før arbejdsskaden.
Den skadelidte afsluttede sin uddannelse som urmager den 4. juni 2009, og Arbejdsskadestyrelsen vurderede herefter, at den skadelidtes erhvervsevne endeligt var nedsat med mindre end 15 %. Han fik derfor ikke erstatning for varigt tab af erhvervsevne.
Højesterets flertal udtalte blandt andet, at det var uden betydning, at skadelidte ikke fik et varigt erhvervsevnetab. Ved midlertidige afgørelser – på samme måde som ved endelige afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven – er det virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatning, der må lægges til grund som det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, med mindre der er grund til at tilsidesætte virkningstidspunktet.
Det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende ved den endelige afgørelse fandt, at erhvervsevnen var nedsat med mindre end 15 %, og der herefter ikke længere bestod et krav på erstatning for tab af erhvervsevne, kunne ikke føre til andet resultat.
Omstændigheder sag 2:
Den skadelidte var ude for en arbejdsulykke den 11. juni 2002, og genoptog periodevis, med afbrud af sygeperioder, sit arbejde frem til oktober 2004, hvor den skadelidte blev indstillet til arbejdsprøvning. Med virkning fra den 1. august 2005, blev den skadelidte tilkendt førtidspension.
Arbejdsskadestyrelsen traf den 20. juli 2004 midlertidig afgørelse, hvor Arbejdsskadestyrelsen bestemte, at den skadelidtes aktuelle erhvervsevnetab midlertidigt var 35 %. Arbejdsskadestyrelsen bestemte ved samme afgørelse, at den skadelidte skulle have løbende erstatning med virkning fra den 18. november 2002, som var det tidspunkt, hvor den skadelidte første gang genoptog sit tidligere arbejde på fuld tid.
Den 22. september 2005 traf Arbejdsskadestyrelsen en endelig afgørelse vedrørende den skadelidtes erhvervsevnetab, hvorefter den skadelidtes erhvervsevne som følge af arbejdsskaden androg 35 %. Ved samme afgørelse bestemte Arbejdsskadestyrelsen, at den løbende ydelse skulle ophøre, og den skadelidte i stedet skulle have udbetalt et kapitalbeløb.
Forinden Arbejdsskadestyrelsens afgørelser om den skadelidtes erhvervsevnetab have Arbejdsskadestyrelsen den 17. september 2003 truffet afgørelse om varigt mén, hvor den skadelidte blev tilkendt varigt mén på 5 %. Afgørelsen om varigt mén skete på baggrund af en speciallægeerklæring af den 16. april 2003.
Højesteret bestemte at den skadelidtes krav på tabt arbejdsfortjeneste ophørte pr. den 18. november 2002. Vedrørende spørgsmålet om hvornår retten til godtgørelse for svie- og smerte skulle ophøre bestemte Højesteret, at det var datoen for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om varigt mén, der skulle være afgørende.
Advokatfirmaet Bjørst vurderer, at Højesteret har fastslået, at der med revisionen af erstatningsansvarsloven ikke længere gælder et almindeligt erstatningsretligt princip om, at skadelidte skal have dækket hele kravet på tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor erhvervsevnen blev genetableret, når der ikke lides et varigt tab af erhvervsevne.
Uanset om skadelidte ikke får et varigt tab af erhvervsevne, som er erstatningsberettigende, kan der kun kræves tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor retten til ydelser efter arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 4 får virkning fra.
Højesterets afgørelse medfører, at skadelidte, som er omfattet af arbejdsskadesikringsloven, har en i forhold til den erstatningsansvarlige skadevolder langt ringere retsstilling end skadelidte, der ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.
Der er ingen tvivl om, at skadelidte udenfor arbejdsskadesikringsloven er berettiget til fuld dækning af tabt arbejdsfortjeneste i hvert fald indtil afslutningen af et omskolingsforløb, eller indtil det tidspunkt, hvor de i stedet får udbetalt en større skattefri engangserstatning til dækning af det varige erhvervsevnetab.
Forskellen stemmer meget dårligt overens med det overordnede sociale formål med arbejdsskadesikringsloven, som har været at sikre arbejdstagere erstatning, uanset om nogen kunne antages at have været skyld i skaden.
Problemet er primært, at ydelsen efter arbejdsskadesikringslovens § 31, stk. 4, i langt de fleste tilfælde ikke dækker det tab, som de skadelidte har måned efter måned.
Forskelsbehandlingen har næppe været tilsigtet og illustrerer, at der alllerede på nuværende tidspunkt er et tydeligt behov for en ændring af loven.
