21.05.2008

Østre Landsret tilsidesætter Ankestyrelsens skønsmæssige vurdering af erhvervsevnetab i arbejdsskadesag

Østre Landsret har i en skriftlig tilkendegivelse den 19. marts 2008 tilsidesat det skøn Ankestyrelsen havde udøvet vedrørende erhvervsevnetabet efter en arbejdsskade fra 1986.

Skadelidte pådrog sig en svær forvridning af ankelleddet, der medførte instabilitet og smerter. Han var på tidspunktet for arbejdsulykken beskæftiget som rangist i DSB i en tjenestemandsstilling. Arbejdet, der bestod i klargøring og sammensætning af togstammer delvist om natten og i weekender, indebar blandt andet spring fra kørende tog og opgaver i ujævnt terræn.

Skaden blev anmeldt internt i DSB, som på daværende tidspunkt var selvforsikret. Først i 1990 blev sagen videregivet til Arbejdsskadestyrelsen, der fejlagtigt afvist den på grund af overskridelse af den 1-årige anmeldelsesfrist.

Skadelidte var inden da ophørt som rangist og var i stedet overflyttet til andet arbejde indenfor DSB uden, at han forsøgt omskoling eller søgt arbejde i andre virksomheder.

Som følge af overgangen til de ændrede arbejdsopgaver havde skadelidte mistet en række tillæg, der tilsammen udgjorde mellem 14 og 20 procent af hans indkomstgrundlag. Han oppebar dog fortsat en indkomst på omkring kr. 300.000,00 inklusiv pension.

I 1999 blev der anmodet om genoptagelse af anerkendelsesspørgsmålet og først i 2001, blev arbejds-skaden af Ankestyrelsen anerkendt som rettidigt anmeldt.

Ankestyrelsen fastslog i 2003, at skadelidte ikke havde pådraget sig et erhvervsevnetab med følgende begrundelse:

“Vi har lagt vægt på, at de har pådraget Dem en forholdsvis beskeden skade, som efter en lægelig vurdering kan afhjælpes ved anvendelse af særligt fodtøj med gængesål, eller eventuelt fodledsbandage. Ved anvendelse af disse hjælpemidler burde De have kunnet fortsætte med det arbejde, De havde på skadestidspunktet, 24. juli 1986. På skadestidspunktet var De også forholdsvis ung (34 år), og De havde således også mulighed for at blive omskolet, eller finde andet arbejde uden for DSB, til en højere løn.

På den baggrund kan den lønnedgang De har oplevet i Deres nuværende job ikke anses for begrundet i ar-bejdsskaden følger”.

Efter en udtalelse fra Retslægerådet frafaldt Ankestyrelsen det led i begrundelsen, som vedrørte skade-lidtes mulighed for at fortsætte som rangist.

Det fremgik i øvrigt af sagen, at skadelidte ikke havde modtaget uddannelse siden, han i 1966 gik ud af 8. klasse og havde været beskæftiget med ufaglært arbejde indtil skaden.

Landsretten udtalte blandt andet:

“I 2. del af sagsøgtes begrundelse for sin afgørelse henvises til, at sagsøger på skadestidspunktet var forholdsvis ung (34 år), og at sagsøger også havde mulighed for at blive omskolet, eller finde andet arbejde uden for DSB til en højere løn. Denne temmelig generelt formulerede begrundelse for afgørelsen, der, uden at det på nogen måde kan bebrejdes sagsøger, først er truffet i juli 2003, forholder sig efter sit indhold ikke til sagsøgers konkrete muligheder for beskæftigelse efter tilskadekomsten i 1986, og heller ikke som anført af sagsøger
til den særlige ansættelsesmæssige beskyttelse, som følger af sagsøgers ansættelse som tjeneste-mand i DSB m.v.”

Landsretten henviste derefter til beregninger, der påviste et indtægtstab på mellem 14 og godt 20 procent i den nye funktion hos DSB og tillige i forhold til en gennemsnitlig faglært elektriker, hvorefter det afslutningsvis blev fastslået:

“På denne baggrund finder landsretten, at der foreligger det fornødne sikre grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens afgørelse af 7. juli 2003”.

Vores vurdering:
Afgørelsen ændrer ikke ved det i retspraksis hævdvundne udgangspunkt, at der skal foreligge et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skønsmæssige vurderinger.

Derimod fastslår afgørelsen er der sker en egentlig prøvelse af Ankestyrelsens afgørelser, og at denne prøvelse intensiveres, når Ankestyrelsens begrundelser ikke konkret forholder sig til den enkelte skadelidtes særlige situation.

Derudover fastslår landsretten, at Ankestyrelsen må bære risikoen for den bevismæssige usikkerhed, som et langvarigt forløb i arbejdsskadesagen kan medføre, i hvert fald når denne ikke skyldes skadelidtes forhold.

Endeligt skal afgørelsen formentligt også tages som udtryk for, at landsretten ikke mener, det almindeligvis er led i den generelle tabsbegrænsningspligt at forlade et særligt beskyttet ansættelsesforhold, som for eksempel tjenestemand.

Kontaktperson: Henrik J. M. Halberg