Vestre Landsret har den 2. juli 2009 stadfæstet en dom fra Retten i Viborg af 20. oktober 2008.
Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en malersvend var berettiget til erstatning i anledning af at hun den 28. marts 2003 ? under udførelse af malerarbejde på en byggeplads ? vred om på venstre fod, hvorved der opstod en mindre forvridning af ankelen.
Arbejdsgiveren blev pålagt ansvar for ulykken med den begrundelse, at oprydningen på pladsen de steder, hvor malersvenden skulle udføre malerarbejde ikke var sikkerhedsmæssig forsvarlig.
Retslægerådet havde i forbindelse med behandling af sagen bl.a. udtalt, at malersvenden havde ikke ubetydelige gener fra ankelleddet forud for skaden, og at det ikke kunne afgøres i hvilket omfang de forudbestående gener, henholdsvis arbejdsskaden, havde betydning for de varige symptomer fra anklen, men at der ikke ved en kikkertoperation og en MR-scanning kunne konstateres følgeskader efter forvridningen.
Vestre Landsret anførte om spørgsmålet om årsagssammenhæng følgende:
Skadelidte led også før ulykken at en række helbredsmæssige gener, herunder ? men i mindre grad ? med venstre fod. Disse gener var imidlertid ikke til hinder for, at hun i perioden op til ulykken kunne passe sit arbejde. Efter ulykken blev hun sygemeldt, og der er efter de lægelige oplysninger, herunder Retslægerådets besvarelse, ikke grundlag for at fastslå, at sygeperioden skyldes andre forhold end forvridningen den 28. marts 2003.
Arbejdsskadestyrelsen havde den 2. december 2005 truffet afgørelse om, at malersvenden havde et erhvervsevnetab på 15 % som følge af arbejdsulykken. Der var mellem sagens parter enighed om, at erstatningen for tab af erhversevne ? såfremt erhvervsevnetabet havde været på 50 % eller mere ? ville være blevet tilkendt som en løbende ydelse med virkning fra 1. september 2004.
Landsretten fastslog i dommen, at en skadelidt i en sådan situation havde krav på tabt arbejdsfortjeneste frem til det tidspunkt, hvor Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse, d.v.s. den 2. december 2005.
