Retten i Kolding har ved dom af 5. maj 2014 dømt Ankestyrelsen til at anerkende, at en rengøringsassistents dobbeltsidige rotator cuff syndrom skulle anerkendes efter arbejdsskadesikringsloven § 7, stk. 1, nr. 1 (listesygdom efter fortegnelsen)
Der var efter forelæggelse for Retslægerådet enighed om, at skadelidte havde et dobbeltsidigt rotator cuff syndrom og dermed en sygdom optaget på Erhvervssygdomsfortegnelsen (punkt C.5.1). Der var endvidere enighed om, at hun havde udført vådmobning på en måde, som opfyldte de kvalitative betingelser i fortegnelsen.
Derimod var der ikke enighed om, at hun havde udført arbejdet med vådmobning i så stor en andel af arbejdstiden, at kravene på fortegnelsen var opfyldt. I henhold til Ankestyrelsens praksis skal arbejdet som udgangspunkt – hvis der ikke er andre skulderbelastende funktioner – være udført i hvad der svarer til mindst halvdelen af arbejdstiden i en fuldtidsstilling.
Under den administrative behandling af sagen havde skadelidte udarbejdet en ret nøje gennemgang af arbejdet med vådmobning med beskrivelse af arealer, og hvor tit de blev vasket. Disse oplysninger havde Ankestyrelsen foreholdt arbejdsgiveren. Virksomhedens HR chef havde oplyst, at en række af arealerne blev vasket mindre hyppigt end angivet af skadelidte, og havde blandt andet henvist til nogle beskrivelser af opgaverne udarbejdet af skadelidte til sommerferievikarer. Disse beskrivelser var i sagens natur ikke særligt detaljeret.
Under hovedforhandlingen forklarede HR-chefen, at han ikke selv havde kendskab til, hvor meget og tit, skadelidte vådmobbede. Oplysninger givet til arbejdsskademyndighederne var givet på baggrund af hans samtaler med ikke navngivne medarbejdere.
Der blev afgivet forklaringer fra en anden rengøringsassistent på virksomheden og af en tidligere ansat i produktionen, der i det væsentligste understøttede skadelidtes forklaring.
Ankestyrelsens lægekonsulent forklarede, at der efter fast praksis ville være sket anerkendelse, hvis det var blevet lagt til grund, at skadelidte havde vådmobbet i det af hende beskrevne omfang på ca. 4 timer dagligt.
Retten fandt på baggrund af bevisførelsen, at der måtte lægge afgørende vægt på de forklaringer, der var baseret på direkte kendskab til arbejdsforholdene, og at Hr-chefens forklaring derfor ikke kunne tillægges betydende vægt. Retten fandt ud fra en samlet vurdering af bevisførelsen, at der måtte tages udgangspunkt i skadelidtes forklaring af vådmobningens omfang, der var understøttet af de øvrige forklaringer. Da Ankestyrelsen efter praksis ville have anerkendt med disse faktuelle forudsætninger, pålagde man anerkendelse efter fortegnelsen.
Ankestyrelsen har efter dommen hjemvist sagen til udmåling af erstatning og godtgørelse i Arbejdsskadestyrelsen.
Advokatfirmaet Bjørsts kommentarer:
Sagen illustrerer det problematiske i, at arbejdsskademyndighederne i (for) mange sager kritikløst lægger arbejdsgiverens oplysninger om den arbejdsmæssige belastning til grund for deres afgørelser, og i alt for stor udstrækning er tilbageholdende med at lade forholdene undersøge af Arbejdsskadestyrelsens rejseinspektør.
Dommen viser også, at domstolene ikke er tilbageholdende med at tilsidesætte myndighedernes skøn, når skønnet relaterer sig til bevisvurderingen i forhold til faktum. Her betragtes myndighederne ikke at have en særlig kompetence, og derfor skal der ikke foreligge et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilsidesætte myndighedernes skøn.
