Arbejdsgiver ansvarlig for ansats handling i ulønnet pause 11.06.2012

Arbejdsgiver ansvarlig for ansats handling i ulønnet pause

Vestre Landsret har i dom af 6. juni 2012 fastslået, at arbejdsgiverens ansvar for ansattes skadegørende handlinger også omfatter pauser, hvor den ansatte ikke får løn.

Det følger af Danske Lov 3-19-2, at man som arbejdsgiver hæfter direkte overfor skadelidte, hvis ens ansatte begår en fejl, som medfører skade.

Skadelidte havde i sagen holdt pause på et udendørsareal sammen med nogle kolleger. Produktionen var stoppet, og ingen af de ansatte fik betalt pausen. Under pausen sad skadelidte på en kontorstol med hjul og havde placeret benene på nogle paller.

Én af hans kolleger ville forbi og valgte at løfte skadelidtes ben i vejret, sådan at han fik overbalance og faldt ned af stolen.

Arbejdsgiveren mente ikke, at handlingen ? når den skete i en ubetalt pause – havde en sådan sammenhæng med arbejdet, at man hæftede for kollegaens handling. Derudover mente arbejdsgiveren, at handlingen var så abnorm, at den lå udenfor Danske Lov 3-19-2?s dækningsområde.

Landsretten stadfæstede i henhold til Byrettens begrundelse, at arbejdsgiveren var erstatningsansvarlig.

?Da den skadevoldende handling er foretaget?..i en pause afholdt på (arbejdsgiverens) fabriksområde i arbejdstiden fra kl. 21.30-21.37 i henhold til en lokalaftale, så har handlingen en sådan tilknytning til tjenesten, at der er tale om en skadevoldende handling, som (arbejdsgiveren) hæfter for.?

Vestre Landsret fandt i modsætning til byretten ikke grundlag for, at kollegaen skulle erstatte arbejdsgiverens udgift delvist, da der ikke var hjemmel hertil, når medarbejderen ikke havde handlet groft uagtsomt.

Det var også under sagen gjort gældende, at der ikke var årsagssammenhæng mellem ulykken og det rejste erstatningskrav. Skadelidte havde forud for ulykken haft rygproblemer, der i perioder havde været arbejdshindrende. Han havde senest været sygemeldt i en godt 2 ugers periode kort før ulykken.

Retslægerådet havde i en besvarelse udtalt, at ulykken havde medført en forværring af skadelidtes ryggener, sådan at de var blevet mere konstante, men at der ikke efter den 1. behandling var nogen objektiv ændring i forhold til tilstanden før skaden.

Landsretten fandt, at det var godtgjort, at ulykken var årsagen til hans langtidssygemelding, og henviste til at langtidssygemeldingen var sket i umiddelbar sammenhæng med ulykken, og at der ved 1. lægekontakt var påvist objektive forandringer efter ulykken.

Advokatfirmaet Bjørsts kommentarer:
Afgørelsen illustrerer, at ikke betalte pauser bliver betragtet som arbejdstid i erstatningsretlig henseende. Dette er også i overensstemmelse med praksis efter arbejdsskadesikringsloven. Dommen viser endvidere, at der skal en ganske betydelig grad af uagtsomhed til, førend arbejdsgiveren kan gøre regres mod den ansatte, som har udført den skadevoldende handling.

Vestre Landsret fastholder endvidere den grundlæggende erstatningsretlige kausalitets- og adækvansvurdering. En forværring af en forudbestående lidelse må bære det fulde tab, hvis forværringen er den udløsende årsag til tabet, medmindre skadevolder kan bevise, at tabet ville være opstået uafhængigt af forværringen.

Kontaktperson: Henrik Juel Halberg