Vestre Landsret traf den 2. maj 2024 afgørelse i en sag, hvor skadelidte under sit arbejde som tagdækker var faldet ned fra et bukkestillads, da han lagde tagpap på et parcelhus.
Skadelidte var på ulykkestidspunktet i færd med at brænde enderne af tagpappet fast. Det blev oplyst, at man typisk gik baglæns, mens man brænder tagpappet fast. Der viste sig at mangle rækværk for enden af stilladset. Det havde skadelidte ikke set, og han gik baglæns ud over kanten. Da han ramte jorden, pådrog han sig brud på begge hælben.
Skadelidtes brud på begge hælben var blevet anerkendt som en arbejdsskade.
Stilladset var opstillet af et tømrerfirma, som var hovedentreprenør på tagprojektet. Efter endt brug lod tømrerfirmaet stilladset stå, så det kunne benyttes af tagdækkerne. Der var ikke indgået aftale om at tømrerfirmaet løbende skulle føre tilsyn med stilladset.
Tagdækkernes arbejde foregik over i alt 4 dage fordelt på 2 etaper. Da ulykken skete, var der gået cirka 3 uger, siden tagdækkerne benyttede stilladset første gang.
En række kolleger kunne hver især bevidne, at der ikke havde været rækværk for enden på de respektive tidspunkter, hvor de var til stede.
Arbejdsgiver havde tilset stilladset, før hans folk arbejdede på stedet første gang, men havde ikke været på stedet i den mellemliggende periode.
Landsretten fandt arbejdsgiver erstatningsansvarlig, og skadelidte havde krav på fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Han havde desuden krav på godtgørelse for svie og smerte med fuld takst, også for den periode, hvor han var delvist tilbage i arbejde. Mod slutningen af kravsperioden arbejdede han cirka 30 timer om ugen.
For så vidt angik ansvarsgrundlaget, lagde Landsretten til grund, at rækværket havde manglet i ”nogen tid”, da ulykken indtraf. Da arbejdsgiver kun førte tilsyn én gang, vel at mærke før underentreprisens start, havde arbejdsgiver forsømt sin tilsynspligt.
For så vidt angik kravet på tabt arbejdsfortjeneste, fandt landsretten det godtgjort, at ulykken var udløsende og medvirkende årsag til hele sygeforløbet.
I forhold til kravet på svie og smerte lagde Landsretten vægt på at skadelidte havde haft betydelige gener, som han var undergivet behandling for, også i perioden hvor han var delvist raskmeldt. Han havde derfor krav på svie og smerte med fuld takst i hele kravsperioden, til trods for at han havde genoptaget arbejdet i betydeligt omfang.
Tømrerfirmaet blev frifundet, da det ikke fandtes godtgjort, at rækværket manglede, da det blev overdraget til arbejdsgiver, og da tømrerfirmaet ikke havde pligt til at føre tilsyn med arbejdsgivers medarbejdere.
Dommen er trykt under U.2024.3763V.
Kommentar:
Dommen bekræfter, at når der arbejdes fra et stillads, kan arbejdsgiver ikke ”slippe tøjlerne”, blot fordi stilladset er opstillet af tredjemand. Arbejdsgiver har en selvstændig pligt til løbende at føre et effektivt tilsyn med at stilladset til stadighed er forsvarligt at benytte. Det er helt i tråd med den øvrige praksis på området.
Derudover yder dommen et bidrag til diskussionen om skadelidtes ret til svie og smerte, når skadelidte har genoptaget arbejdet i et betydeligt omfang.
I den sidste del af kravsperioden arbejdede skadelidte cirka 30 timer om ugen. Ikke desto mindre havde han krav på godtgørelse med fuld takst, idet han fortsat havde smerter.
Sagen er i by- og landsret ført af Rasmus Dammark Pedersen.
