Højesteret har den 15. august 2002 afsagt en dom om en arbejdsgivers erstatningsansvar for en ryglidelse opstået under arbejdet.
Den skadelidte havde efter at have håndteret tunge granitsten anlagt sag mod sin arbejdsgiver, som havde medinddraget Den sociale Ankestyrelse. Den sociale Ankestyrelse havde afvist, at skaden var omfattet af arbejdsskadeforsikringsloven.
Østre Landsret havde i en dom af 29. juni 2001 afvist erstatningskravet allerede fordi Retslægerådet udtalte, at det ikke var muligt at vurdere, hvorvidt rygsymptomerne skyldtes arbejdet eller en forudbestående rygsvaghed.
Et flertal i Højesteret fastslog indledningsvist, at arbejdet var udført uforsvarligt, ligesom der havde været mangel på effektivt tilsyn.
Om årsagssammenhængen udtalte flertallet, at efter en samlet vurdering af oplysningerne om den daglige arbejdsbelastning, fandtes det tilstrækkeligt sandsynliggjort at ryglidelsen ikke kun beroede på den forudgående rygsvaghed, men også på det uforsvarligt tilrettelagte rygbelastende arbejde.
Højesteret fastsatte herefter den del af erstatningskravet, der vedrørte men og erhvervsevnetab skønsmæssigt.
Højesteret fandt endvidere, at Den Sociale Ankestyrelse skulle anerkende den del af ryglidelsen, der skyldtes arbejdet, som en arbejdsskade
Dommen fastslår, at der gælder et strengt ansvar for en arbejdsgiver, og at der stilles lempelige krav til beviset for årsagsforbindelse. Derudover bevirker dommen, at det fremover vil være lettere at få anerkendt en erhvervsbetinget lidelse som arbejdsskade, selv om den pågældende lidelse ikke er på erhvervssygdomsfortegnelsen.
