Årsagsforbindelse mellem arbejdsulykke og erhvervsevnetab samt tabt arbejdsfortjeneste anset for godtgjort 28.04.2015

Årsagsforbindelse mellem arbejdsulykke og erhvervsevnetab samt tabt arbejdsfortjeneste anset for godtgjort

Højesteret har den 20. april 2015 stadfæstet Østre Landsrets dom af 18. november 2013 om yderligere erstatning i anledning af en arbejdsulykke.

I forbindelse med ulykken fik skadelidte en port i hovedet.

Arbejdsgiveren havde anerkendt erstatningspligten, og udbetalt delvis erstatning, men afviste skadelidtes yderligere krav bl.a. med henvisning til, at der ikke var den fornødne årsagssammenhæng mellem ulykken og de gener (i form af træthed, følelsesmæssige og kognitive gener samt depression), der var hovedårsag til sygeperioden og tilkendelsen af førtidspension.

Retslægerådet havde om disse gener bl.a. – med henvisning til, at skadelidte tidligere havde reageret på belastninger med lignende symptomer – anført, at en sammenhæng hverken kunne udelukkes eller anses for fuldstændig, og at det ikke var muligt at angive nogen procentuel sandsynlighed.

Arbejdsskadestyrelsens lægekonsulent havde ikke fundet årsagsforbindelse.

Der forelå heroverfor flere speciallægeerklæringer, der støttede en årsagssammenhæng.

Indledningsvist fastslog Højesteret, at der ikke i korrespondancen forud for sagsanlægget forelå en bindende anerkendelse af årsagsforbindelse fra skadevolders side.

Om årsagssammenhængen i sagen lagde Højesteret vægt på, at skadelidte forud for arbejdsulykken havde været i stand til at passe sit arbejde på trods af, at han var særlig sårbar over for stressbelastninger og støj. Højesteret fandt det med henvisning til Retslægerådets besvarelser og en speciallægeudtalelse, at der forelå ”tilstrækkeligt” bevis for årsagssammenhæng. Højesteret bemærkede, at det ikke af skadevolder var sandsynliggjort, at skadelidtes særlige sårbarhed over for stressbelastninger og støj havde hindret, at han ville have været i stand til at fortsætte med at arbejde på fuld tid, hvis ulykken ikke var sket.

Endelig fastslog Højesteret, at der ved opgørelsen af erstatning for tab af erhvervsevne (differencekrav) efter erstatningsansvarsloven skal medregnes løbende ydelser frem til en måned efter afgørelsen i arbejdsskadesagen, og sådan at der pr. denne dato foretages kapitalisering af fremtidige ydelser, og det uanset hvornår kravet rent faktisk rejses over for skadevolderen.

KOMMENTAR: Højesterets dom viser, at der i de situationer, hvor Retslægerådet har afgivet en uklar eller usikker besvarelse lægges afgørende vægt på sagens øvrige bevisligheder, herunder indholdet af speciallægeerklæringer og på om der er andre hændelser der kan forklare skadelidtes forløb.

Læs dommen her

Kontaktperson: Christian Riewe