Ved dom afsagt den 24. februar 2009 af Vestre Landsret blev en arbejdsgiver fundet erstatningsansvarlig for en ansats tilskadekomst og Vestre Landsret afgjorde samtidig, at skadelidtes erhvervsevnetab på 65 % i sin helhed havde årsagsforbindelse til arbejdsulykken.
Særskilt spørgsmål under sagen var om skadelidte havde krav på feriegodtgørelse af tabt arbejdsfortjeneste for en periode, hvor den skadelidte var sygemeldt. Vestre Landsret bestemte vedrørende dette særskilte spørgsmål, at den skadelidte på grund af sygdom havde været afskåret fra at holde ferie, og på denne baggrund havde krav på feriegodtgørelse, uanset han under ansættelsen afholdt ferie med løn.
Den skadelidte, der var uddannet brøndborer, skulle på ulykkestidspunktet udtage prøve fra et borehul. Forinden udtagelse af prøven, havde skadelidte boret hul med boresnegl. Efter endt boring gik skadelidte ind under boresneglen, der efter boringen var placeret 4 meter over borehullet. Medens skadelidte udtog prøven, faldt den ca. 100 kg tunge boresnegl ned, og ramte skadelidte på siden af hovedet.
Under hovedforhandlingen forklarede arbejdsgiveren, at han ikke havde instrueret skadelidte om, at skadelidte ikke måtte udføre arbejde med boresneglen hængende 4 meter over sig. Arbejdsgiveren oplyste, at det for ham at se var så elementært, at en uddannet brøndborer ikke udførte arbejde med boresneglen hængende over sig, så han anså det ikke for nødvendigt at instruere om ikke at udføre opgaven på ovennævnte måde.
Vestre Landsret bemærkede i præmisserne til dommen, at måden hvorpå skadelidte udførte arbejdsopgaven var sikkerhedsmæssig uforsvarlig. Uanset skadelidte var uddannet brøndborer, kunne det ikke anses for en del af en brøndborers særlige sagkundskab, at der kunne være forbundet risiko med at arbejde under boresneglen. derimod fandt Vestre Landsret, at der påhvilede arbejdsgiveren forpligtelse til at instruere om sikkerhedsmæssig forsvarlig udførelse af arbejdsopgaven, hvilket indebar instruktion om ikke at udføre arbejde med boresneglen hængende over stedet, hvor arbejdet blev udført. Endvidere fremgår det af Landsrettens præmisser, at arbejdsgiveren ikke havde ført fornødent tilsyn, idet skadelidte sædvanligvis anvendte fremgangsmåden, anvendt på ulykkestidspunktet.
Under sagens forberedelse var der indhentet udtalelse fra Retslægerådet, som i relation til de smerter, der kunne konstateres hos skadelidte, bemærkede følgende:
“Skadelidte har udviklet et kronisk smertesyndrom, som kan opstå på baggrund af en række fysiske, psykiske og sociale faktorer. Det er ikke muligt for Retslægerådet at vurdere, i hvilket omfang en skademekanisme med forvridning af nakken kan have bidraget til udviklingen af det kroniske smertesyndrom hos skadelidte.”
Såvel Byretten som Landsretten bestemte, at skadelidtes fulde erhvervsevnetab var forårsaget af arbejdsulykken.
Kommentarer:
Uanset en arbejdsgiver må finde det elementært, at arbejde ikke udføres på en måde, der for arbejdsgiveren er forbundet med en sikkerhedsrisiko, så består der en undersøgelsespligt fra arbejdsgiverens side til at holde sig orienteret om, hvorledes de ansatte udfører arbejdet og i den forbindelse påtale, hvis udførelsesmetoden er sikkerhedsmæssig uforsvarlig samt forpligtelse til selvstændigt at instruere om sikkerhedsmæssig forsvarlig udførelsesmetode.
Et vigtigt element i bedømmelsen af årsagssammenhæng er, hvorvidt der er tidsmæssig relation til en ulykke og efterfølgende beskrevne klager og objektive fund.
