Højesteret har i en dom af 11. december 2015 stadfæstet en dom fra Vestre Landsret, der fastslog, at en tidligere specialarbejder der havde udviklet lungekræft havde ret til fuld erstatning for sin sygdom.
Specialarbejderen havde været udsat for asbest i forbindelse med sit arbejde på Aalborg Eternitfabrik, og han havde derudover røget tobak i en stor del af sit liv.
Det var i sagen oplyst, at påvirkningen fra asbest havde forøget risikoen for udvikling af lungekræft til det dobbelte, og at påvirkningen fra rygning havde forøget risikoen for udvikling af lungekræft til det 10-dobbelte.
Påvirkningerne forstærkede hinanden, sådan at specialarbejderens risiko for udvikling af lungekræft var 20-doblet i forhold til en person, som hverken havde været udsat for asbest eller havde røget.
Ankestyrelsen havde truffet afgørelse om, at specialarbejderens erstatning skulle nedsættes med 90 % ud fra en betragtning om, at den væsentligste årsag til lungekræften var rygning.
Specialarbejderen havde med støtte fra sin faglige organisation Fagligt Fælles Forbund indbragt afgørelsen for domstolene.
Ankestyrelsen havde taget udgangspunkt i, at specialarbejderens risiko for lungekræft skulle sammenlignes med risikoen for en ikke-ryger.
Retslægerådet havde med samme udgangspunkt udtalt, at den mest sandsynlige årsag til lungekræften var tobaksrygningen.
Heroverfor blev det gjort gældende, at der skulle tages udgangspunkt i specialarbejderens risiko for lungekræft som ryger (det erstatningsretlige princip om at tage skadelidte, som skadelidte er), og at der med dette udgangspunkt skulle foretages en konkret vurdering af, om overvejende sandsynlighed talte imod, at lungekræften var forårsaget af asbestpåvirkningen (reglen i arbejdsskadesikringslovens § 12 stk. 2).
Det blev videre anført, og at Ankestyrelsen ikke kunne løfte denne bevisbyrde ved alene at henvise til statistiske beviser, men at der også måtte føres konkrete beviser, og at de statistiske beviser i øvrigt (hvis der blev taget udgangspunkt i specialarbejderens risiko for lungekræft som ryger) talte lige meget for, at lungekræften var forårsaget af asbesten som imod.
Højesterets flertal tiltrådte, at der skulle tages udgangspunkt i specialarbejderens risiko for lungekræft som ryger. Flertallet fandt det herefter ikke godtgjort, at lungekræften med overvejende sandsynlighed skyldtes andre forhold end asbestpåvirkningen, og reglen i arbejdsskadesikringslovens § 12 stk. 2 førte derfor til, at det ved udmåling af erstatningen skulle lægges til grund, at lungekræften var forårsaget af asbestpåvirkningen.
Vestre Landsret var nået til samme resultat, men Retten i Aalborg havde med deltagelse af tre dommere givet Ankestyrelsen medhold.
Kommentar:
Efter vores vurdering har Højesteret med afgørelsen fastslået, at det almindelige erstatningsretlige princip om, at tage skadelidte, som skadelidte er, også gælder inden for arbejdsskadesikringsloven.
Efter det oplyste har Ankestyrelsen hidtil været af den opfattelse, at dette princip ikke fandt anvendelse ved udmåling af erstatning for arbejdsskader.
Afgørelsen kan derfor få vidtgående konsekvenser til fordel for dem der har været udsat for en arbejdsskade, men som har haft særlige sygdomsdispositioner eller forudbestående lidelser
