Selvtræning er tilstrækkelig “lægebehandling” for at få svie- og smertegodtgørelse. 17.05.2011

Selvtræning er tilstrækkelig “lægebehandling” for at få svie- og smertegodtgørelse.

Østre Landsret har den 13. maj 2011 delvist stadfæstet byrettens dom.

Sagen vedrørte en ufaglært gartnerimedarbejder, som gennem i hvert fald 9 år havde været sæsonansat tomatplukker i perioden fra marts til november.

Kort før ulykken var skadelidte blevet afskediget med fratræden ca. 1 måned efter ulykken som følge af arbejdsgiverens forhold.

Ulykken skete, da en ekstern chauffør skulle afhente en palle med tomater inde i gartneriet med en el-stabler. Chaufføren foretog en hurtig og uventet vending mod skadelidte og hendes kollegaer. For at undgå en påkørsel tog skadelidte nogle skridt baglæns og faldt over en henstillet palle. I forbindelse med faldet pådrog hun sig et kompliceret brud på underarmen.

Skadelidte og 2 vidner forklarede, at det var nødvendigt at flytte sig, mens chaufføren angav, at han nærmest stod stille, da skadelidte gik baglæns.

Skadelidte var efterfølgende under behandling og hospitalskontrol i 10 måneder, hvor hun blev afsluttet, udstyret med en støtteskinne og med besked om at fortsætte bevægeøvelser hjemme. 2 måneder senere traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om det varige mén.

Udover skaden på underarmen havde skadelidte medfødt knogleskørhed. Det havde ikke forud for ulykken forhindret hende i at arbejde. Det lykkedes ikke skadelidte at vende tilbage til arbejdsmarkedet, og hun blev tilkendt førtidspension. Af samme grund blev det aldrig afklaret, om hun ville have kunnet få arbejde hos en anden arbejdsgiver i sygeperioden. Cirka 1½ år senere traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at hendes varige erhvervsevnetab samlet udgjorde 80% hvoraf 40% skyldtes arbejdsskaden. Årslønnen blev fastsat skønsmæssigt med udgangspunkt i helårsbeskæftigelse.

Skadevolder gjorde under sagen gældende, at der ikke var bevis for ansvar, da hovedårsagen til ulykken var den henstillede palle og ikke chaufførens kørsel. Derudover blev det gjort gældende, at der ikke var ret til tabt arbejdsfortjeneste på grund af afskedigelsen, og at retten til tabt arbejdsfortjeneste i hvert fald var begrænset til tidspunktet for overgangen til førtidspension. Tabt arbejdsfortjeneste skulle endvidere opgøres på baggrund af den reelle arbejdstid og ikke 37 timer/uge. Skadevolder gjorde også gældende, at retten til svie- og smeregodtgørelse ophørte, når den lægelige behandling var afsluttet. endelig gjorde skadevolder gældende, at der ikke uden en vejledende udtalelse efter erstatningsansvarslovens § 10 kunne bevises, at der var et erhvervsevnetab på 40%, og at årslønnen skulle fastsættes ud fra den konkrete løn, erstatningsansvarslovens § 7, stk. 1, og ikke ud fra et skøn, erstatningsansvarslovens § 7, stk. 2.

Landsretten udtalte, at chaufføren ikke havde udvist den fornødne agtpågivenhed, og at der derfor var ansvar i medfør af DL 3-19-2. Landsretten fastslog endvidere, at selvtræning er tilstrækkeligt til at bibeholde retten til svie- og smertegodtgørelse. Landsretten fandt endvidere, at retten til tabt arbejdsfortjeneste først bortfaldt på tidspunktet for afgørelsen om erhvervsevnetab, og at skadelidte havde løftet bevisbyrden for, at hun ville have fået arbejde i samme omfang som før ulykken. For så vidt angår erhvervsevnetabet vurderede landsretten konkret, at det var bevist, at den ikke udgjorde under 40%.

Landsretten nedsatte dog skadelidtes erstatningskrav, da der ikke var grundlag for at fastsætte årslønnen skønsmæssigt, og da tabt arbejdsfortjeneste måtte fastsættes på baggrund af en lavere arbejdstid end 37 timer.

Advokatfirmaet Bjørsts kommentarer:
Dommen fastslår, at det i relation til erstatningsansvaret ikke er afgørende om den uagtsomme handling er den direkte årsag til skaden. det er fuldt ud tilstrækkeligt, at handlingen har medført en forventelig undværgereaktion, som fører til skaden.
Landsretten fastslår endvidere, at der ikke stilles konkrete krav til beviset for beskæftigelse i sygeperioden. En langvarig stabil tilknytning til arbejdsmarkedet kan udgøre bevis nok. Landsretten fastholder den udviklede praksis om, at tabt arbejdsfortjeneste ydes frem til afgørelsestidspunktet, når der kun gives en kapitalerstatning efter arbejdsskadesikringsloven.
I forhold til svie- og smertegodtgørelse fastholder landsretten det teoretiske udgangspunkt om, at betingelsen om “undergivet en vis form for behandling” er opfyldt ved genoptræning, uanset om træningen foregår hjemme uden bistand fra behandlingssystemet.
Landsrettens dom er også udtryk for, at reglen om omvendt bevisbyrde i arbejdsskadesikringslovens § 12, stk. 2 ikke automatisk medfører, at erhvervsevnetabet efter erstatningsansvarsloven er lavere, selvom der er konkurrende lidelser.

Kontaktperson: Henrik Juel Halberg