Højesteret har i dag afsagt en dom vedrørende en arbejdsskade, der indtraf i februar 1998. Ved ulykken kom en fuldstændig rask 21-årig rengøringsassistent tilskade, da han fik 380V gennem sig. Efter ulykken endte rengøringsassisten på førtidspension, svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen på 2/3 efter dagældende regler.
Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen fastsatte ménet til 10% for føleforstyrrelser i armen, men afviste at anerkende de sekundære følger i form af blivende muskelgener i nakke og ryg, og efterfølgende udvikling af psykiske symptomer. Erhvervsevnetabet blev derfor fastsat til mindre end 15%.
Skadelidte stævnede Ankestyrelsen, som Østre Landsret dog frifandt, idet man fandt det overvejende sandsynligt, at de sekundære lidelser skyldtes andre forhold end ulykken, idet der lagdes vægt på Ankestyrelsens lægekonsulenter, som fandt det usandsynligt, at muskelgener og psykiske gener kunne være en følge af strømstødet.
Højesteret ændrede Østre Landsrets dom og fandt, at det ikke var overvejende sandsynligt, at de sekundære følger skyldtes andre forhold end ulykken, idet det udtaltes:
“…finder Højesteret det ikke godtgjort, at det er overvejende sandsynligt, at de ikke umiddelbart opståede lidelser helt eller delvis skyldes andre forhold end arbejdsskaden. Det må derfor lægges til grund, at [skadelidtes] samlede erhvervsevnetab er en følge af arbejdsskaden…”
——–
På baggrund af dommen, må det lægges til grund, at der skal præsteres et ganske kvalificeret bevis, hvis arbejdsskademyndighederne skal løfte bevisbyrden i arbejdsskadesikringslovens bevisformodningsregel i paragraf 12, stk. 2. Det er ikke tilstrækkeligt at føre egne lægekonsulenter som vidner, uanset hvor sikre de måtte være i deres vurdering.
Der er ikke meget viden om følger af skader efter strømstød, som ikke efterlader forbrændinger eller andre fysiske skader. Fra skadelidtes side blev procederet på, at en sådan mangel på lægelig evidens ikke skal komme den skadelidte til skade. Højesterets afvisning af at lægge vægt på de ellers sikre lægekonsulenter kunne tyde på, at manglende viden på et område ikke kommer skadelidte til skade i en sådan situation.
