Højesteret har i dom af 18. november 2009 tilsidesat Ankestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven, fordi grundlaget for afgørelsen var fejlagtigt og mangelfuldt.
Afgørelsen var i 2005 medtaget i en redegørelse fra Ankestyrelsen om deres praksis – Social Meddelelse U-15-5 – fordi afgørelsen blev betragtet som principiel.
I afgørelsen havde Ankestyrelsen baseret på en årsopgørelse fra 1999 angivet, at skadelidte på tidspunktet for skaden tjente 198.000 kr., hvilket svarende til, at han i 2005 ville have tjent 238.000 kr. Ankestyrelsen anførte som begrundelse for et erhvervsevnetab på 35%, at skadelidte ikke havde begrænset sit tab, fordi han ikke havde ønsket omskoling til f.eks. elektriker.
Skadelidte, der dengang var 23 år gammel, kom til skade med sin ryg i forbindelse med sit arbejde i oktober 1999. Han var på daværende tidspunkt beskæftiget som ufaglært montør.
I nogle år efter arbejdsskaden lykkedes det skadelidte at bibeholde en tilknytning til det ordinære arbejdsmarked blandt andet som arbejdsmand i et elektrikerfirma. I 2002 tjente han godt 250.000 kr. som arbejdsmand.
På grund af vedvarende rygproblemer blev skadelidte sygemeldt i 2003 og på grund af ordblindhed vurderede kommunen, at omskoling ikke var realistisk. Skadelidte gav også selv udtryk for, at han ikke ønskede skolegang.
Kommunen tildelte efter et arbejdsprøvningsforløb et fleksjob, hvor skadelidte arbejdede cirka 16 timer ugentlig som alt mulig mand på en kro.
Under sagen anførte skadelidte, at det var udokumenteret, at han ikke havde begrænset sit tab, da der på grund af ordblindhed ikke var udsigt til, at omskoling ville kunne gennemføres.
Skadelidte anførte endvidere, at indtægten i 1999 var påvirket af skaden og reelt var højere end angivet af Ankestyrelsen.
Endeligt anførte skadelidte, at der i 2002 var demonstreret evnen til at opnå end indtægt, som var højere end forudsat af Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen gjorde for Højesteret gældende, at det var uden betydning for Ankestyrelsens fastsættelse af erhvervsevnetabet, hvad skadelidte ville have kunnet tjene uden arbejdsskaden. Ankestyrelsen henviste iøvrigt til en arbejdsevnevurdering foretaget af deres lægekonsulent.
Dette angav Ankestyrelsen, uagtet det fremgår af arbejdsskadesikringsloven og dennes forarbejder, at fastsættelsen af erhvervsevnetabet udelukkende skal ske ud fra en sammenligning mellem den forventede lønindtægt uden skaden (prognose) og skadeldtes mulighed for at opnå lønindtægt med skaden.
Højesteret udtalte blandt andet:
“Højesteret finder, at Ankestyrelsen ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten ikke alene skulle have lagt vægt på As erhvervs- og indtægtsforhold i tiden forud for skaden, men – ved opstillingen af prognosen for, hvad han ville have tjent, hvis skaden ikke var indtrådt – også burde have taget hensyn til de foreliggende oplysninger om hans erhvervs- og indtægtsforhold i tiden efter skadens indtræden.
…
Højesteret finder, at disse oplysninger indicerer, at As årsløn før tilskadekomsten har været højere end skønnet af Ankestyrelsen.
Højesteret finder det endvidere ikke godtgjort, at der over for A er stillet et sådant krav om, at han skulle forsøge at forbedre sin erhvervsevne gennem revalidering, at det på grund af den manglende revalidering kan fastslås, at han har tilsidesat sin tabsbegrænsningspligt.
På den anførte baggrund finder Højesteret, at grundlaget for Ankestyrelsens fastsættelse af As erhvervsevnetab som følge af tilskadekomsten i 1999 til 35% har været fejlagtigt og mangelfuldt i et sådant omfang, at afgørelsen må tilsidesættes.”
Bjørst kommentarer til dommen:
Der kræves i retspraksis et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skønsmæssige afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven.
Højesterets afgørelse må tages som udtryk for, at en forkert retsanvendelse normalt medfører, at dette sikre grundlag er tilstede.
Højesterets afgørelse er imidlertid også udtryk for, at der også i arbejdsskadesager gælder det almindelige erstatningsretlige princip om, at den, som hævder, at skadelidte ikke har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt, skal bevise dette.
Det er altså ikke den skadelidte, som her skal løfte bevisbyrden for, at der foreligger et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens opfattelse af, hvorvidt skadelidte har begrænset sit tab.
Højesterets begrundelse synes også at være udtryk for, at skadelidtes tabsbegrænsningspligt i relation til omskoling til nyt erhverv ikke udstrækkes længere end til deltagelse i konkret udformede tilbud fra kommunen.
Dommen må medføre, at Ankestyrelsen ophæver sin principmeddelse U-15-5.
Dommen bør endvidere medføre, at arbejdsskademyndighederne fremover kun – når der foreligger en reel indskrænkning af de erhvervsmæssige muligheder – påberåber sig tilsidesættelse af tabsbegrænsningspligt, såfremt skadelidte uden grund nægter at medvirke til konkrete tilbud fra kommunen.
Endelig bør dommen medvirke til, at Ankestyrelsen fremover anvender lovens kriterier for fastsættelsen af erhvervsevnetab, nemlig den rent økonomiske prognose uden skaden sammenholdt med skaden, i stedet for en lægeligt baseret arbejdsevnevurdering.
