Højesteretsdom – ansvar for tungt løft 27.02.2012

Højesteretsdom – ansvar for tungt løft

Ny Højesteretsdom vedrørende ansvar og årsagssammenhæng i arbejdsskadesager

Højesteret har den 24. februar 2012 afsagt dom i en sag vedrørende en arbejdsulykke.

Sagen vedrørte en ansat på en betonelementfabrik, der, sammen med en kollega, skulle løfte en jernbjælke, der efter den ansattes opfattelse vejede 75 kilo. Arbejdsgiveren anførte, at den maksimalt kunne have vejet knapt 59 kg.

Kollegaen mistede grebet, og den skadelidte holdt herefter fast i bjælken, for ikke at få den over fødderne. Han pådrog sig herved et smæld i nakke- skulderåget.

Efter ulykken var den skadelidte sygemeldt i nogle uger, hvorefter han forsøgte at genoptage arbejdet. Det gik imidlertid ikke, og da arbejdsgiveren valgte at afskedige ham, blev han sygemeldt på ny. Han var herefter sygemeldt frem til han ca. 1½ år senere overgik til førtidspension.

Der blev rejst krav om tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte frem til pensionsdatoen, idet den skadelidte kunne erkende, at sygeforløbet efter pensionsdatoen i det væsentlige skyldtes andre lidelser. Yderligere blev der rejst krav om differenceerstatning svarende til et erhvervsevnetab på 25 %. Arbejdsskadestyrelsen have truffet afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven om, at ulykken havde medført et erhvervsevnetab på 25 % ud af det samlede konstaterede erhvervsevnetab på 75 %.

Den skadelidte havde flere tidligere arbejdsulykker, herunder særligt en, som Arbejdsskadestyrelsen vurderede havde givet både varigt mén og erhvervsevnetab. Herudover havde den skadelidte flere konkurrerende lidelser.

Arbejdsgiveren bestred både ansvarsgrundlaget og årsagssammenhængen, og at der i øvrigt var ført bevis for, at ulykken havde medført et varigt tab af erhvervsevne.

Arbejdstilsynet havde givet virksomheden den bedst mulige niveau-placering, og der var ingen beviser for, at den manuelle håndtering var blevet påtalt overfor arbejdsgiveren af Arbejdstilsynet eller de ansatte, som udførte opgaven.

Den skadelidte tabte sagen i første instans ved Vestre Landsret, idet hans egen forklaring om arbejdsforholdene ikke var tilstrækkelig til at tilsidesætte virksomhedens direktørs forklaring om forsvarlige arbejdsprocedurer og skriftlig instruktion, herunder særligt instruktion om, at arbejdet burde have været udført ved hjælp af kran.
Landsretten tog således aldrig stilling til spørgsmålet om årsagssammenhæng og erstatningskravets størrelse.

For Højesteret skete der yderligere bevisførelse i form af vidneforklaringer fra 3 kollegaer, der i det væsentlige støttede den skadelidtes forklaring.

Højesteret dømte arbejdsgiveren og lagde til grund, at den pågældende jernbjælke var af en sådan vægt, at den i henhold til Arbejdstilsynets vejledning vedrørende løft, træk og skub, ikke kunne løftes af 2 mand uden risiko for sundhedsskade. Højesteret lagde i den forbindelse arbejdsgiverens egen oplysning om vægten af jernbjælken til grund.

Højesteret fandt yderligere, at arbejdsgiveren måtte have været bekendt med, at løft blev foretaget af 2 mand, idet arbejdet sædvanligvis blev overvåget af en værkfører, og idet der i henhold til fremlagte sikkerhedsmødereferater var instrueret om, at tunge løft skulle foretages af 2 mand.

Højesteret tillagde det ikke betydning, at Arbejdstilsynet havde givet den bedst mulige niveau-placering.

Med hensyn til årsagssammenhængen fandt Højesteret ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsen afgørelse i relation til størrelsen af erhvervsevnetabet, hvorfor diffencekravet uden videre blev erstattet.

Med hensyn til tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte, lagde Højesteret til grund, at skaden havde været den udløsende årsag til sygemeldingen og senere en medvirkende årsag til den skadelidtes fortsatte sygemelding i erstatningsperioden, hvorfor også dette krav kunne erstattesi fuldt omfang.

Advokatfirmaet Bjørst bemærker:
Det er flere år siden Højesteret sidst har tage stilling til ansvarsgrundlaget i en arbejdsskadesag. Der har i retspraksis muligvis været tendenser, der kunne tyde på en lempelse af arbejdsgiveransvaret. Det er derfor af stor betydning, at Højesteret fastholder, at der et skærpet ansvar for arbejdsgiveren i arbejdsskadesager. Det er værd at bemærke, at Højesteret fortager en fortolkning af Arbejdstilsynets vejledning vedrørende løft, træk og skub, og lader denne være culpanormerende.

Endelig er det væsentligt, at Højesteret ikke tillægger det nogen betydning, at virksomheden havde den bedst mulige niveau-placering hos Arbejdstilsynet, og ikke havde modtaget klager over arbejdsforholdene hverken fra Arbejdstilsynet eller medarbejderne.

Det var tilstrækkeligt, at værkføreren ved sin tilstedeværelse måtte have været bekendt med, hvordan arbejdet blev udført i praksis.

Rent processuelt er det vigtigt at bemærke, at bevisførelsen for Højesteret kan ændre resultatet, selvom der alene er tale om subsidiære afhøringer.

I relation til spørgsmålet om årsagssammenhæng fastholder dommen princippet om, at der skal være et sikkert grundlag til at tilsidesætte en vurdering fra Arbejdsskadestyrelsen, selvom denne er baseret på en afgørelse efter arbejdsskadesikringsloven. Bevisbyrden påhviler den, der bestrider afgørelsens rigtighed.

Herudover stadfæster dommen princippet om, at det i relation til godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste er tilstrækkeligt for at kræve fuld erstatning, at den aktuelle skade var udløsende for sygemeldingen og derefter alene har været en medvirkende årsag til sygemeldingen.

Kontaktperson: Henrik Juel Halberg