I en dom afsagt den 22. august 2008 af Vestre Landsret slås det fast, at en skadelidt ikke skal bære risikoen for en kommunes langsommelige sagsbehandling.
Sagen udsprang af en arbejdsulykke, som den skadelidte var ude for den 4. december 2002, hvor den skadelidte beskadigede sin højre hånd.
Omstændighederne i sagen var, at den skadelidte efterfølgende arbejdsulykken blev opereret i håndleddet, og efter operationen gik til genoptræning. Efter endt genoptræning, ultimo 2003, kontaktede skadelidte selv kommunen og gjorde i den forbindelse kommunen opmærksom på, at han ønskede en uddannelse som dykkerinstruktør, og overgav samtidig diverse materiale herom til kommunen.
Efter først at have givet afslag besluttede kommunen, at skadelidte med start den 1. juni 2005 via revalidering kunne påbegynde uddannelse til dykkerinstruktør.
Kommunen anerkendte overfor skadevolderen, i regressagen mellem kommunen og skadevolderen, at revalideringsforløbet burde have været påbegyndt i sommeren 2004, og frafaldt at gøre regreskrav gældende overfor skadevolder for perioden 1. juni 2004 – 1. juni 2005.
Skadevolder bestred at skadelidte have krav på tabt arbejdsfortjeneste fra 1. juni 2004, da skadelidte måtte bære risikoen for at revalideringen blev opstartet 1 år for sent.
Byretten gav skadevolder ret heri og begrundede det med, at sagsbehandlingstiden i kommunalt regi lå langt ud over det påregnelige.
Vestre Landsret nåede til det modsatte resultat, og bemærkede:
“Der er ikke oplysninger om, at skadelidte har udvist forhold, der har haft væsentlig betydning for længden af det tidsrum, der gik fra ønskets fremsættelse, og indtil uddannelsen startede.”
På ovennævnte baggrund fik skadelidte medhold i, at skadevolder skulle betale tabt arbejdsfortjeneste i perioden 1. juni 2004 – 1. juni 2005.
Advokatfirmaet BJØRST vurderer at dommen er udtryk for, at en skadelidt, som i øvrigt ikke modarbejder at en sag fremmes i kommunalt regi, ikke skal bære risikoen for en kommunes langsommelige sagsbehandling.
