Østre Landsret har i dag den 15. juni 2016 afsagt dom i en sag der vedrørte fortolkning af et til vedtægterne for Juristernes og Økonomernes Pensionskasse (JØP) knyttet regulativ om ret til bl.a. børnepension.
Den omtvistede bestemmelse havde følgende ordlyd:
”Når et medlem afgår ved døden eller opnår invalide- eller alderspension, har medlemmets børn ret til pension indtil deres fyldte 24. år.”
Det var til sagen oplyst, at en lang række andre pensionskasser havde tilsvarende bestemmelser om børnepension, og at det var forskelligt, hvordan bestemmelserne blev fortolket.
Efter ordlyden af bestemmelsen kunne retten til børnepension enten være knyttet til det tidspunkt, hvor medlemmet dør eller opnår ret til invalide- eller alderspension eller være knyttet til den faktiske omstændighed, at medlemmet er død eller har opnået ret til invalide- eller alderspension. Efter den første forståelse vil kun børn, der er undfanget inden opnåelse af ret til invalide- eller alderspension, være berettiget til børnepension, mens undfangelsestidspunktet efter den anden forståelse er uden betydning.
Medlemmet var efter tilkendelsen af invalidepension blevet far igen, og han ansøgte med henvisning til bestemmelsen JØP om udbetaling af børnepension til sin søn.
JØP meddelte afslag med henvisning til, at bestemmelsen skulle forstås på den måde, at det kun var børn der var undfanget inden opnåelsen af ret til invalidepension der havde ret til børnepension efter bestemmelsen. JØP henviste i den forbindelse til et notat om problemstillingen som de havde indhentet fra en advokat tilbage i 1981.
Medlemmet indbragt på sin søns vegne JØPs afslag for Ankenævnet for Forsikring som imidlertid afstod fra at afgøre sagen. Det skete med henvisning til, at der var en sådan tvivl om forståelsen af bestemmelsen, og at denne tvivl havde betydning ikke kun for medlemmet af JØP, men også for en række andre medlemmer af pensionskasser, at tvivlen burde afklares under en sag ved domstolene.
Medlemmet indbragte herefter sagen for Københavns Byret, som behandle sagen med tre dommere. Med dommerstemmerne 3-0 frifandt JØP bl.a. med henvisning til, at bestemmelsen ikke var uklar.
Landsrettens tre dommere var delt i spørgsmålet, og flertallets præmisser var sålydende:
”Almindelige forsikringsretlige principper taler for en fortolkning, hvorefter det afgørende for opnåelsen af forsikringsydelsen (børnepension) er forholdene på tidspunktet for forsikringsbegivenhedens indtræden (opnåelsen af ret til invalide- eller alderspension).
På den anden side bliver den tilsvarende bestemmelse i tjenestemandspensionslovens § 14, stk. 1, ubestridt fortolket på den måde, at også børn, der undfanges efter den pågældende tjenestemands pensionering, er berettigede til børnepensionstillæg.
Vi finder, at både bestemmelsen om børnepension i § 9, 1. pkt., i JØPs Regulativ 1 og bestemmelsen i tjenestemandspensionslovens § 14, stk. 1, må antages at være knyttet til et forsørgelseshensyn, og at almindelige forsikringsretlige principper derfor – også henset til at risikoen for at nogen vil spekulere i at få børn, alene fordi der vil være ret til børnepension, må anses for teoretisk – ikke i sig selv er afgørende.
Advokat As udtalelse af 21. september 1981 må efter vores opfattelse læses således, at JØPs fortolkning var mulig, men ikke sikker. Efter forklaringen fra JØPs repræsentant lægges det til grund, at JØP ikke efterfølgende har oplyst medlemmerne om JØPs fortolkning af § 9, 1. pkt.
Vi finder det på denne baggrund efter en samlet vurdering tvivlsomt, hvorledes § 9, 1. pkt., i JØPs Regulativ 1 skal forstås, og at JØP må bære risikoen for, at det ikke med den fornødne klarhed fremgår enten af bestemmelsens ordlyd eller på anden måde, at kun børn undfanget før opnåelsen af ret til invalide- eller alderspension har ret til børnepension.
Vi stemmer derfor for at give medlemmets søn medhold i dennes påstand.”
Afgørelsen må antages at få betydning for alle de pensionskasser som har en tilsvarende bestemmelse om børnepension, og som har haft samme fortolkning som JØP.
