20.12.2004

Lønmodtagernes Garantifond – krav på pensionsbidrag var ikke forfulgt uden ugrundet ophold.

Højesteret afsagde den 20. december 2004 dom i en sag om flere ansatte som fra maj 1998 efter deres overenskomst havde en pensionsordning med indbetaling af pensionsbidrag til Industriens Pensionsforsikring A/S.

Arbejdsgiveren foretog imidlertid først den 6. januar 1999 indberetning og betaling af pensionsbidrag for maj og juni 1998. På et fællesmøde den 7. januar 1999 mellem Dansk Arbejdsgiverforening og LO erkendte arbejdsgiveren at have begået overenskomstbrud og lovede at indberette og betale de skyldige bidrag for andet halvår af 1998 inden udgangen af januar 1999. Der blev foretaget indberetning, men ikke betaling, og rykkere var forgæves. Den 8. juni 1999 anlagde LO sag ved Arbejdsretten. I januar 2000, før domsforhandling i sagen, blev arbejdsgiveren erklæret konkurs, og i juni 2000 blev konkursboet sluttet uden dækning af andet end omkostninger.

Dansk Metalarbejderforbund anmeldte kravene på pensionsbidrag i Lønmodtagernes Garantifond, der imidlertid afviste den del af kravene, der var forfaldet tidligere end seks måneder før fristdagen for konkursen. LO anlagde herefter sag mod Garantifonden med påstand bl.a. om, at kravet på pensionsbidrag for perioden fra juli 1998 til og med juni 1999 havde fortrinsret i boet efter konkurslovens § 95, stk. 1, nr. 5, og derfor skulle dækkes af Garantifonden efter § 2, stk. 1, i lov om Lønmodtagernes Garantifond. Garantifonden påstod frifindelse med den begrundelse, at kravene ikke var forfulgt uden ugrundet ophold.

Højesteret fastslog, at lønmodtagerorganisationerne i perioden fra begyndelsen af februar 1999 til sagsanlægget den 8. juni 1999 ikke havde søgt kravet gennemført uden ugrundet ophold. Der var derfor ikke fortrinsret for hele perioden fra juli 1998 til juni 1999. Sagsøgernes forbund var efter fællesmødet den 7. januar 1999 bekendt med, at forbundets medlemmer fortsatte med at arbejde for virksomheden, selv om pensionsbidragene ikke blev betalt, og at der således løbende opstod yderligere restancer. Forbundet og LO foretog sig imidlertid ikke andet i den anledning end at anlægge sag, og der var derfor heller ikke fortrinsret for kravet på pensionsbidrag for tiden i de seneste måneder op til og efter sagsanlægget ved Arbejdsretten. Garantifonden blev derfor frifundet.

Landsretten var nået til same resultat.