Østre Landsret har i kendelse af 12. november 2012 afgjort, at der ved beregningen af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnetab til tjenestemand, der havde pådraget sig en arbejdsskade, ikke skulle tages hensyn til tjenestemandspension.
Sagen var henvist til landsretten til 1. instansbehandling.
Skadelidte pådrog sig en arbejdsskade den 31. marts 2008. Han var på dette tidspunkt tjenestemand med en anciennitet på 26 år.
Den 1. februar 2010 blev han tilkendt ordinær tjenestemandspension på grund af uarbejdsdygtighed. Førtidspension blev tilkendt med virkning fra den 1. september 2010, hvorefter han blev tilkendt tilskadekomstpension efter tjenetsemandsloven.
Arbejdsskadestyrelsen fastsatte erhvervsevnetabet til 65%. Erhvervsevnetabsydelsen blev med henvisning til arbejdsskadesikringslovens § 28 nedsat fra kr. 17.345 månedligt til kr. 13.934.
Tvisten i sagen var
1) tjenestemandspensionen i perioden fra 1. februar 2010 til 1. september 2010 havde karakter af skadeserstatning og dermed skulle fratrækkes ved opgørelsen af tabt arbejdsfortjeneste, jf. EAL § 2, stk. 2.
2) om der ved opgørelsen af differencekravet for erhvervsevnetab skulle ske fradrag af det reelt udbetalte erstatning opgjort på baggrund af 13.934/måned eller den erstatning skadelidte ville have fået, hvis han ikke havde modtaget tilskadekomstpension, jf. ASL § 77.
Landsretten udtalte, at tjenestemandspensionen indebar en anciennitetsforskydning, hvis omfang var uafhængig af erhvervsevnetabets størrelse og dermed af det lidte tab. Derfor var pensionen ikke omfattet af de skadeserstatninger som er omtalt i EAL § 2, stk. 2.
I relation til opgørelsen af differencekravet udtalte landsretten, at der ikke i EAL eller forarbejderne til EAL var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at skadelidtes differencekrav skulle nedsættes med et beløb svarende til nedsættelsen i arbejdsskadeerstatningen, som var direkte hjemlet i ASL § 28.
Advokatfirmaet Bjørsts kommentarer:
Det har siden Ufr.2000.231V været antaget, at differencekravet efter EAL skulle nedsættes i samme omfang som reguleringen efter ASL § 28.
Erstatningsansvarsloven er imidlertid en udmålingslov, der i forholdet mellem skadelidte og skadevolder hjemler, hvilke ydelser der er krav på, og hvordan disse ydelser skal opgøres.
Det er vores opfattelse – hvilket Østre Landsret har tiltrådt – at nedsættelse af erstatningskrav kræver hjemmel i erstatningsansvarsloven, og at der ikke herudover ud fra almindelige overkompensationssynspunkter kan skæres i erstatningen.
