Vestre Landsret har ved en dom af den 9. februar 2010 pålagt 2 arbejdsgivere, at betale erstatning til en skadelidt som var udsat for 2 arbejdsulykker henholdsvis den 30. maj 2001 og den 14. marts 2002.
Ved den første arbejdsulykke var skadelidte og en kollega i færd med at bære en gulvslibemaskine, med en vægt på ca. 73 kg., ned af en trappe. På trappens repos var der henstillet et skab, og da skadelidte passerede skabet gik skabslågen op, og ramte gulvslibemaskinen. Pr. refleks trådte skadelidte til siden, og fik et knæk i ryggen. Ved den 1. arbejdsulykke, arbejdede skadelidte for arbejdsgiver 1.
Ved den anden arbejdsulykke var skadelidte og en kollega på vej op af en trappe, igen med en gulvslibemaskine. På grund af, at der var henstillet diverse byggematerialer på trappen var skadelidte nødt til at træde et skridt til siden, hvorved skadelidte igen fik et voldsomt knæk i ryggen. Ved den 2. arbejdsulykke, arbejdede skadelidte for arbejdsgiver 2.
Begge arbejdsgivere bestred, at de var ansvarlige for arbejdsulykkerne og bestred endvidere, at der var årsagssammenhæng mellem arbejdsulykkerne og de gener/skader skadelidtes erstatningskrav var begrundet i.
Byretten i Esbjerg pålagde begge arbejdsgivere erstatningsansvar, og udtalte blandt i præmisserne:
“Retten lægger til grund, at de løft, som sagsøgeren foretog, har ligget langt udover de vægtangivelser, der er fastsat af Arbejdstilsynet, at arbejdet med de tunge løft – som beskrevet i Arbejdstilsynets påbud – ikke var tilrettelagt fuldt forsvarligt, og at sagsøgerens skader skyldes disse forhold. Retten bemærker, at det er en skærpende omstændighed, at der er tale om løft ved gang – og ikke mindst løft på trapper.”
Vestre Landsret stadfæstede Byrettens afgørelse, hvorefter begge arbejdsgivere var erstatningsansvarlige.
For så vidt angår forholdet vedrørende årsagssammenhæng var der under sagen indhentet udtalelse fra Retslægerådet, som udtalte at det kunne konstateres at den skadelidte havde degenerative forandringer i lænderygsøjlen. Forud for de to arbejdsulykker, var skadelidte blevet opereret for en diskusprolaps. Ikke mindst på grund af den skadlidtes forudbestående ryghistorik udtalte Retslægerådet, at det ikke var muligt at vurdere årsagssammenhængen entydigt, men vurderede dog, at de to arbejdsulykker kunne være den udløsende faktor for diskusprolapser der blev konstateret hos skadelidte efter de to arbejdsulykker.
Byretten i Esbjerg fandt at der var den fornødne årsagssammenhæng.
Vestre Landsret fandt ligesom Byretten, at der var dokumenteret den fornødne årsagssammenhæng, og udtaler blandt andet i præmisserne:
“Det må lægges til grund, at skadelidte forud for ulykken den 30. maj 2001 siden 1994 havde arbejdet som gulvsliber på lige fod med sine kollegaer uden væsentlige ryggener, og at han forud for ulykken 14. marts 2002 igen arbejdede på fuld tid. Efter ulykken den 14. marts 2002 har han ikke været i stand til at genoptage sit arbejde
Efter Retslægerådets erklæring, herunder besvarelsen af spørgsmål B lægges det til grund, at prolapserne er udløst af ulykkerne den 30. maj 2001 og den 14. marts 2002.
Selv om det navnlig på baggrund af oplysningerne om skadelidtes degenerative ryglidelse ikke er muligt entydigt at fastslå årsagen til de skader, der danner grundlag for hans erstatningskrav, er det på den anførte baggrund tilstrækkeligt godtgjort, at der er årsagssammenhæng mellem hændelserne ved de 2 ulykker og de anførte skader.”
Advokatfirmaet Bjørst vurderer at dommen illustrerer, at til trods for at Retslægerådet udtaler, at det ikke medicinsk er entydigt muligt at fastslå årsagssammenhængen er det i erstatningsretligt henseende et væsentligt og vægtigt element i bedømmelsen af årsagssammenhæng, at en skadelidt forud for arbejdsulykker ikke har haft relevante gener, ligesom et væsentligt og afgørende forhold i bedømmelsen af årsagssammenhæng er hvorvidt en skadelidt frem til tidspunktet for arbejdsulykker har arbejdet på fuld tid uden skånehensyn.
