Højesteret har den 30. august 2018 stadfæstet Vestre Landsrets dom af 11. december 2017 i en principiel sag om opgørelse af erhvervsevnetabserstatning efter erstatningsansvarsloven, når der dels er udvist egen skyld og dels udbetalt erhvervsevnetabsydelser efter arbejdsskadesikringsloven.
Et medlem af 3F kom til skade ved en arbejdsulykke, og i en dom om de midlertidige erstatningskrav nåede byretten frem til, at der var ansvar, men at erstatningskravet skulle nedsættes med 50% på grund af egen skyld.
Der var sket udstykning af de midlertidige erstatningskrav tabt arbejdsfortjeneste og svie- og smertegodtgørelse, da Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fortsat behandlede spørgsmålet om det endelige erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven.
Da erhvervsevnetabet efterfølgende var fastsat endeligt opstod der tvist om, hvordan differenceerstatning efter erstatningsansvarsloven vedrørende erhvervsevnetab skulle beregnes, når der forelå egen skyld.
Spørgsmålet var nærmere, om de ydelser for erhvervsevnetab, som skadelidte fik efter arbejdsskadesikringsloven, skulle fratrækkes i erhvervsevnetabserstatningen i henhold til erstatningsansvarsloven FØR eller EFTER nedsættelsen af erstatningen på grund af egen skyld.
Højesteret tiltrådte 3F’s synspunkt om, at der først skal opgøres et krav efter erstatningsansvarsloven, herefter foretages fradrag efter arbejdsskadesikringsloven og først herefter ske nedsættelse med egen skyld af det eventuelt tilbageværende krav.
