Sagen kort:
Dommen:
Sagen udsprang af en ulykke i forbindelse med aflæsning af et el-skab, som havde en vægt på cirka 250 kilo. Skadelidte benyttede en el-stabler/el-palleløfter, da han skulle transportere skabet ud af lastbilen.
El-stableren havde en ”skildpaddefunktion” og en ”harefunktion”, som afgjorde hvor hurtigt el-stableren satte i gang og bevægede sig. Skadelidte forklarede, at skildpadde-funktionen ikke fungerede, og han var derfor nødsaget til – så forsigtigt som muligt – at benytte harefunktionen. El-stableren satte derefter i gang med et abrupt ryk, som fik el-skabet til at svaje. Skadelidte greb ud efter det for at undgå, at det faldt, og det forårsagede en skulderskade.
Der var tvist om ansvar og årsagssammenhæng, og arbejdsgiver fastholdt fra start til slut at arbejdsgiver først hørte om hændelsen 1 år senere, og at der således slet ikke var ført bevis for selve hændelsen. Dette synspunkt gik igen i den sideløbende arbejdsskadesag, hvor det blev tillagt afgørende betydning med det resultat, at arbejdsskaden ikke blev anerkendt.
Retslægerådet vurderede (naturligvis under forudsætning af at ulykken i det hele taget var sket), at der var årsagssammenhæng. Der var ved de første konsultationer hos egen læge ikke beskrevet et traume. Ulykken blev først omtalt 4 måneder efter i forbindelse med udredning på hospitalet.
Under hovedforhandlingen vendte arbejdsgiver 180 grader og medgav, at skadelidte havde fortalt om hændelsen allerede på skadesdagen.
En kollega til skadelidte forklarede, at han ligesom skadelidte havde oplevet, at el-stablerne var i stykker, og at arbejdsgiver gerne ”samlede til bunke” af defekte el-hunde, før man tilkaldte en montør.
En af arbejdsgivers faste samarbejdspartnere forklarede, at han flere gange havde gjort arbejdsgiver opmærksom på at der ikke var udført service på el-stablerne, og på et tidspunkt havde han sågar forbudt brugen af arbejdsgivers el-stablere på hans terminal.
Dommen:
Med henvisning til forklaringerne fandt retten det godtgjort, at ulykken rent faktisk var sket, og at den var sket som forklaret af skadelidte.
Retten i Randers fandt det også med henvisning til forklaringerne godtgjort, at virksomhedens el-stablere ofte havde defekter og ikke var serviceret, og dermed at de ikke var fuldt forsvarlige, jf. AML § 45.
Retten fandt, at arbejdet – uden skelen til el-stablernes funktionsevne – kunne være foregået på en forsvarlig måde ved at sikre lasten med en snor. Skadelidte mente ikke at være blevet instrueret herom, og retten fandt derfor at arbejdsgiver tillige havde tilsidesat instruktionspligten efter § 17.
Derudover lagde retten til grund, at der ikke var ført et løbende tilsyn med medarbejderne, når de læssede af ude hos kunderne. Man havde derfor ifølge retten også tilsidesat tilsynspligten efter § 16.
Retten fandt det med henvisning til Retslægerådets besvarelser godtgjort, at der var årsagssammenhæng.
Kommentar:
Det er som bekendt op til skadelidte at bevise, at en ulykke i det hele taget har fundet sted og at den er sket som oplyst af skadelidte. Det giver nogle betydelige udfordringer for de mange mennesker, der – som i denne sag – arbejder på egen hånd. Det er et tilbagevendende tema, som særligt gør sig gældende for chauffører.
Hvis den tilskadekomne samtidig ikke er særligt flink til at gå til læge, er han eller hun ilde stedt.
Når det kombineres med det velkendte forhold, at mange praktiserende læger er ganske sparsomme med oplysningerne i journalen, efterlader det skadelidte i en vanskelig situation rent bevismæssigt.
Skadelidtes forklaring var troværdig og havde den åbenlyse fordel, at den var sand, men hvis arbejdsgiver havde fastholdt ikke at have hørt om ulykken, kunne sagen meget vel have fået det modsatte resultat. Sådan gik det heldigvis ikke.
I denne sag forelå der ikke konkrete data, der én gang for alle kunne fastslå, at den konkrete el-stabler havde været mangelfuld. Arbejdsgiver var ad 2 omgange blevet opfordret til at fremlægge dokumentation for serviceeftersyn, og reagerede ikke herpå. Under de omstændigheder var det tilstrækkeligt, at der blandt vidnerne var enighed om, at der generelt var problemer med el-stablerne.
Det er derudover værd at hæfte sig ved at retten finder, at der ikke var ført et tilstrækkeligt tilsyn ude hos kunderne.
Det gøres ofte gældende, at arbejdsgiver ikke kan – og derfor ikke har pligt til at – føre et løbende tilsyn med chauffører, da de i sagens natur befinder sig alle mulige andre steder end arbejdsgiver.
Man må i sagens natur medgive, at det ikke er praktisk muligt at føre et lige så intensivt tilsyn med eksempelvis chauffører som med medarbejdere, der fast befinder sig på arbejdsgivers matrikel. Efter vores opfattelse kan det dog ikke udstrækkes til at der slet ikke skal føres et løbende tilsyn.
En anden interessant detalje i sagen er Retslægerådets anden udtalelse til sagen. Ved de første konsultationer efter ulykken blev der ikke omtalt noget traume i egen læges journal. Den første omtale af ulykken fremkom i en ambulantepikrise 4 måneder efter.
Det gav anledning til uenighed om hvornår symptomerne var debuteret (og om der overhovedet var sket en ulykke), idet egen læges journal kunne indikere, at symptomerne var debuteret før ulykken.
Det blev Retslægerådet bedt om at forholde sig til, hvilket bl.a. gav anledning til følgende bemærkninger:
”Notaterne i egen læges journal er i højere grad end hospitalsjournaler noteagtige, og tidsangivelsen for start af symptomer kan, når selve årsagen ikke er beskrevet grundigt, kun betragtes med en vis margin.”
Det er velkendt, at egen læge i mange tilfælde ikke er synderligt rundhåndet i sin journalisering. Det er Retslægerådet naturligvis opmærksomme på.
Du kan læse dommen her:
Sagen er ført af advokat Rasmus Dammark Pedersen.
