Østre Landsret har den 10. februar 2011, afsagt dom i en 1. instans arbejdsskadesag, hvor spørgsmålet var, hvor lang tid der kunne kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, når der i arbejdsskadesagen var truffet afgørelse om udmåling af kapitalbeløb i forbindelse med fastsættelse af erhvervsevnetabet.
Arbejdsulykken skete den 26. august 2004 og skadelidte overgik til førtidspension den 1. september 2007.
Ved behandlingen af den skadelidtes sag under Arbejdsskadesikringsloven traf Arbejdsskadestyrelsen den 28. september 2007 en endelig afgørelse, om at skadelidtes samlede erhvervsevnetab var nedsat med 50-75%, hvoraf 30% kunne tilskrives arbejdsulykken.
Ankestyrelsen nåede senere frem til at den skadelidtes samlede erhvervsevnetab var nedsat med 75-85%, hvoraf 40% kunne tilskrives arbjedsulykken.
Arbejdsgiverens forsikringsselskab havde udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste fra ulykkestidspunktet den 26. august 2004 til den 1. september 2006, hvor den skadelidte overgik til førtidspension samt differencekrav. Forsikringsselskabet gjorde under retssagen gældende, at det havde været muligt pr. den 1. september 2006 at vurdere skadelidtes erhvervsevnetab.
Sagen vedrørte alene spørgsmålet om skadelidtes ret til tabt arbejdsfortjeneste fra den 1. september 2006 og frem til tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse den 28. september 2007.
Under sagens forberedelse var der blandt andet stillet spørgsmål til Arbejdsskadestyrelsen om, hvorvidt det pr. den 1. september 2006 var muligt at vurdere skadelidtes erhvervsevnetab. Arbejdsskadestyrelsen udtalte, at det pr. den 1. september 2006 var muligt at vurdere den skadelidtes erhvervsevnetab. Endvidere havde forsikringsselskabet blandt andet gjort gældende, at den skadelidte ikke havde iagttaget sin tabsbegrænsningspligt, idet den skadelidte under Arbejdsskadestyrelsens behandling af sagen burde havde anmodet Arbejdsskadestyrelsen om at træffe en midlertidig afgørelse forud for Arbejdsskadestyrelsens endelige afgørelse den 28. september 2007.
Østre Landsret fastslog, at den skadelidtes ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte på tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse den 28. september 2007, og udtalte blandt andet i præmisserne:
“Arbejdsskadestyrelsen traf afgørelse om erhvervsevnetabsprocenten den 28. september 2007, og hverken arbejdsgiveren eller arbejdsgiverens forsikringsselskab havde forinden foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og udbetalt erstatning i henhold hertil. Den skadelidte har derfor som udgangspunkt krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til den 28. september 2007.”
Forsikringsselskabet havde gjort gældende, at såfremt der skulle betales tabt arbejdsfortjeneste efter den 1. september 2006, så skulle der ske fradrag heri under hensyntagen til, at den skadelidtes erhvervsevne var nedsat som følge af andre forhold end arbejdsskaden.
Østre Landsret udtaler i præmisserne herom:
“De forud bestående lidelser indskrænkede efter det for landsretten oplyste ikke den skadelidtes arbejdsevne på tidspunktet for ulykken. De har derfor ikke været en medvirkende årsag til sygeperioden og kan ikke begrunde en nedsættelse af erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste.”
Advokatfirmaet Bjørst vurderer, at dommen, i lighed med en række tidligere Landsretsdomme vedrørende samme problemstilling, fastslår at et retrospektivt skøn om, hvornår erhvervsevnetabet kunne vurderes er uden betydning, når hverken skadevolder selv eller skadevolders forsikringsselskab har foretaget et forsvarligt skøn over erhvervsevnetabet og udbetalt i forhold hertil.
