Retten i Horsens afsagde den 26. marts 2021 dom i en sag om periodiseringen af erstatningskrav for tabt arbejdsfortjeneste og vedrørende om skadelidte måtte tale reduktion i sit krav for den ferie han kunne have holdt.
Erstatningsansvaret var anerkendt og der var betalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til vejledende udtalelse om erhvervsevnetabet fra AES forelå.
Da det samtidig var en arbejdsskade, hvor skadelidte ikke kan kræve erhvervsevnetabserstatning betalt før sagen i arbejdsskadesagen hos arbejdsskademyndighederne er endelig afsluttet, ville forsikringsselskabet ikke betale erhvervsevnetabserstatning medmindre skadelidte ville acceptere et fiktivt fradrag af den erhvervsevnetabserstatning der måtte forventes udbetalt af arbejdsskademyndighederne når arbejdsskadesagen var endelig afsluttet.
Forsikringsselskabet standsede således udbetalingen af tabt arbejdsfortjeneste, men fulgte ikke samtidig efter AES’ vejledende udtalelse og udbetalte erhvervsevnetabserstatning.
Forsikringsselskabet mente sig ikke forpligtet til at betale tabt arbejdsfortjeneste i de perioder som skadelidte kunne have holdt ferie, men ubestridt ikke holdt ferie, idet arbejde i fleksjob ikke var at sidestille med en feriehindring.
Retten fandt, at den vejledende udtalelse om erhvervsevnetabets størrelse standsede forpligtelsen til at betale tabt arbejdsfortjeneste, selvom forsikringsselskabet ikke indrettede sig efter udtalelsen.
Retten fandt endvidere, at skadelidte ikke kunne kræve tabt arbejdsfortjeneste i de perioder hvor han kunne have holdt ferie, selvom han ubestridt ikke havde holdt ferien.
Skadelidte havde i øvrigt som sit principale synspunkt gjort gældende, at i sager omfattet både af EAL og ASL var skadevolder forpligtet til at betale tabt arbejdsfortjeneste frem til virkningstidspunktet for AES endelige afgørelse om erhvervsevnetabet, idet skadelidtes erhvervsevnetabskrav ikke forfalder før det tidspunkt. Dette afviste retten også.
Dommen er anket til Vestre Landsret.
