Vestre Landsret afsagde den 17. december 2004 en dom om en ansat der havde anlagt sag mod sin tidligere arbejdsgiver med påstand om erstatning, idet den ansatte mente, at hun var blevet bortvist med urette. Hun havde forladt arbejdspladsen efter arbejdsgiver havde meddelt, at han ikke kunne godkende hendes udkast til ansættelsesaftale. Hun sagde til arbejdsgiver, at hun forlod arbejdspladsen, og da arbejdsgiver spurgte, om hun kom dagen efter, svarede hun, at det vidste hun ikke. Senere på dagen sendte arbejdsgiver et brev til den ansatte, hvori hun fik at vide, at hun var bortvist.
Landsretten udtalte:
“Efter bevisførelsen lægges det til grund, at [den ansatte] forlod arbejdspladsen den 13. august 2002, efter at [arbejdsgiveren] havde meddelt, at han ikke kunne godkende et udkast til ansættelsesaftale. Hun gjorde [arbejdsgiveren] opmærksom på, at hun forlod arbejdspladsen. Det er ikke bevist, at hun oplyste, at hun var blevet syg, men [arbejdsgiveren] spurgte, om hun kom igen næste dag, hvortil hun svarede, at det vidste hun ikke. Senere samme dag, hvor der ikke havde været yderligere kontakt mellem dem, sendte [arbejdsgiveren] et brev til [den ansatte], hvor han bortviste hende.
Landsretten finder, at [den ansatte] under de anførte omstændigheder kan have haft en berettiget opfattelse af, at [arbejdsgiveren] ikke modsatte sig, at hun forlod arbejdspladsen. [arbejdsgiveren] gjorde heller ikke efterfølgende noget for at gøre hende opmærksom på, at han betragtede hendes adfærd som en misligholdelse, før han bortviste hende. Det kan derfor ikke anses som en væsentlig misligholdelse, at [den ansatte] forlod arbejdspladsen, og bortvisningen var herefter uberettiget.”
