Grundejeransvar

Vestre Landsret afsagde den 27. november 2008 dom i en sag vedrørende grundejeransvar.

Omstændighederne i sagen var, at en renovationsarbejder var ude for en ulykke i forbindelse med afhentning af skrald. Ulykken skete da renovationsarbejderen på vej ind efter en affaldssæk i en indkørsel til en privat ejendom faldt i et bindebånd til brug for pakning af reklamer.

Grundejerens søn omdelte reklamer og reklamerne sønnen skulle omdele blev leveret til ejendommen, hvor reklamerne blev ompakket.

Under sagen blev det fra renovationsarbejderen og en kollega oplyst, at det var et gentagende problem, at der på den pågældende ejendom henlå brudte og ubrudte bindebånd i indkørslen.

Grundejeren oplyste i retten, at ompakningen af reklamerne foregik inde i huset, hvor bindebåndene blev klippet over. Grundejeren oplyste endvidere at i det omfang, der blev tabt bindebånd i indkørslen, blev der sørget for, at bindebåndene blev samlet op.

Vestre Landsret stadfæstede retten i Viborgs dom, hvorefter grundejeren blev pålagt erstatningsansvar med følgende begrundelse:

Det følger af affaldsregulativet, at grundejerne er ansvarlig for, at adgangsvejene til affaldsstativer er rene. Ægteparret x har som grundejer ikke opfyldt denne pligt til at ryddeliggøre adgangsvejene. De er derfor erstatningsansvarlige for de skader, som renovationsarbejderen pådrog sig ved faldet i indkørslen.

Vurdering
Den i forvejen forholdsvis strenge ansvarsbedømmelse i sager hvor en person påføres skade på grund af en ejendoms tilstand, er fulgt i denne sag. I afgørelsen fra Vestre Landsret har det haft særskilt betydning, at der forefindes et regulativ, som bestemmer, at der skal være rene adgangsveje frem til affaldsstativets placering på grunden.