Østre Landsret har som 1. instans, den 8. marts 2010, afsagt dom i en arbejdsskadesag, hvor det eneste forhold der skulle bedømmes var hvor lang tid der kunne kræves erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.
Skadelidte, som var stilladsarbejder, var ude for arbejdsulykke den 8. april 2003, og kom ved arbejdsulykken til skade med sin venstre hånd og underarm. Efter en operation af underarmen den 24. november 2004 måtte skadelidte konstatere, at han ikke længere kunne klare arbejdet som stilladsarbejder.
Den 16. februar 2005 fik skadelidte bevilliget revalidering, og arbejdede i en kortere periode som vagtfunktionær. Da skadelidte ikke kunne klare jobbet som vagtfunktionær på grund af generne fra hånden og underarmen, deltog skadelidte i løbet af 2006 i et afklarende arbejdsprøvningsforløb gennem kommunen.
Pr. den 1. januar 2007 blev skadelidte visiteret til fleksjob.
Den 4. december 2008 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om skadelidtes erhvervsevnetab, og fastsatte erhvervsevnetabet til 45%. Erhvervsevnetabserstatningen blev udbetalt som et engangsbeløb.
Arbejdsgiverens forsikringsselskab havde indvilliget i at betale tabt arbejdsfortjeneste frem til den 15. februar 2005, og gjorde gældende at skadelidtes erhvervsevnetab kunne vurderes på dette tidspunkt. Arbejdsgiverens forsikringsselskab gjorde gældende, at ophørstidspunktet for tabt arbejdsfortjeneste senest måtte være den 1. januar 2007, hvor skadelidte blev visiteret til fleksjob. Arbejdsgiverens forsikringsselskab havde 2 dage inden sagen blev hovedforhandlet ved Østre Landsret udbetalt erhvervsevnetabserstatning til skadelidte.
Skadelidte havde krævet tabt arbejdsfortjeneste frem til tidspunktet for Arbejdsskadestyrelsens afgørelse den 4. december 2008. Kravet for perioden 16. februar 2005 – 4. december 2008 udgjorde 1,6 mill. kr.
Østre Landsret fastslog, at skadelidtes ret til tabt arbejdsfortjeneste ophørte ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse den 4. december 2008, og udtaler blandt andet i præmisserne:
“Som anført i Højesterets domme U 2008.1386 H og U 2008.2601 H følger det endvidere af erstatningsansvarslovens § 2, stk. 1, § 5, stk. 2, § 10, stk. 1 og § 16, stk. 1, at en skadevolder eller dennes forsikringsselskab, der er af den opfattelse, at der er skabt grundlag for – eventuelt midlertidigt – at skønne over skadelidtes fremtidige erhvervsevnetab, og derfor ikke længere mener sig forpligtet til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, enten må udøve et rimeligt skøn og udbetale erhvervsevnetabserstatning i henhold hertil eller anmode Arbejdsskadestyrelsen om en udtalelse om erhvervsevnetabsprocenten. Som videre anført i dommene vedvarer pligten til at betale erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, indtil Arbejdsskadestyrelsens udtalelse foreligger, medmindre skadevolderen eller forsikringsselskabet forinden på forsvarligt grundlag har foretaget et rimeligt skøn over erhvervsevnetabet og udbetalt erstatning i forhold hertil.”
Østre Landsret bemærkede i tilknytning til ovennævnte:
“Der er ikke grundlag for at forstå Højesterets udtalelser således, at de alene vedrører skader, der ikke er omfattet af arbejdsskadesikringsloven.”
Advokatfirmaet Bjørst vurderer at dommen, i lighed med en række tidligere Landsretsdomme vedrørende samme problemstilling, fastslår at et retrospektivt skøn om hvornår erhvervsevnetabet kunne vurderes er uden betydning, når hverken skadevolder selv eller skadevolders forsikringsselskab har foretaget et forsvarligt skøn over erhvervsevnetabet og udbetalt erstatning i forhold hertil.
