Københavns Byret har i en kendelse af 9. maj 2018 truffet afgørelse om, at der er dansk værneting for et krav om efterbetaling af løn m.v., som en rumænsk chauffør har rejst mod sin slovakiske arbejdsgiver.
Reglerne om værneting ligner på området for ansættelsesaftaler reglerne om lovvalg ganske meget, og det må på baggrund af kendelsen forventes, at sagen tillige vil skulle afgøres efter dansk ret.
Chaufføren var beskæftiget med international godstransport, og han havde været ansat siden 25. februar 2011.
På ansættelsestidspunktet var lønnen ifølge ansættelseskontrakten 381 Euro om måneden stigende til 458 Euro om måneden i 2015. Hertil kom diæter til dækning af chaufførens udgifter når han var på arbejde.
Sagens materielle hovedspørgsmål er, om chaufføren har ret til en højere løn end den der fremgår af ansættelsesaftalen.
Det slovakiske arbejdsgiverselskab indgik i en norsk logistikkoncern, og arbejdsgiverselskabet havde et søsterselskab i Kastrup.
Det slovakiske selskab drev virksomhed på den måde, at det – mod betaling – stillede trækkere med chauffører til rådighed for de forskellige speditionsvirksomheder, som så kunne tilrettelægge kørslen som de skønnede mest hensigtsmæssigt (med respekt for gældende regler om køre- hviletid, cabotagekørsel, m.v.)
Det slovakiske selskab havde kunder i hele Europa, og både inden- og udenfor den norske koncern.
Trækkerne var indregistreret i Slovakiet, og det slovakiske selskab betalte til social sikring af chaufførerne i Slovakiet.
Chaufføren blev i hver arbejdsperiode transporteret til det danske søsterselskabs adresse i Kastrup, hvor han overtog en trækker som han kørte i de 2-4 måneder som en arbejdsperiode typisk varede.
Ved arbejdsperiodens slutning afleverede han igen trækkeren i Kastrup, og blev transporteret hjem til Rumænien.
I løbet af arbejdsperioden kørte chaufføren primært i Danmark, Sverige, Finland og Norge, men også i bl.a. Tyskland og Holland.
I relation til spørgsmålet om værneting var det centrale, om der under disse omstændigheder kunne identificeres ét land, hvor chaufføren ”sædvanligvis udførte sit arbejde” i den forstand, hvor dette udtryk er anvendt i artikel 21 i Bruxelles I-forordningen.
Byretten anfører i præmisserne bl.a. følgende:
“Efter en samlet vurdering af omstændighederne vedrørende det af [chaufføren] udførte transportarbejde sammenholdt med den EU-retlige praksis på området, er det rettens opfattelse, at [chaufføren] sædvanligvis har udført sit arbejde fra Danmark. Retten lægger i den forbindelse vægt på, at han fast i ca. 3 1/2 år kørte for [det danske søsterselskab] i Kastrup, hvortil han ankom fra Slovakiet ved begyndelsen af hver arbejdsperiode og foretog afleveringsforretning med den chauffør, han skulle afløse. Det var endvidere herfra han modtog alle instruktioner ved det daglige arbejde og modtog de fleste af fragtbrevene, og det var her trækkerne fast stod, og hvor han altid returnerede til efter at have kørt i Danmark, Sverige og andre lande. Det var endvidere hertil han returnerede ved afslutningen af en arbejdsperiode og afleverede sin chaufførrapport og overgav lastbilen til den afløsende chauffør, inden han blev transporteret tilbage til Slovakiet. Derfor og da retten i den sammenhæng ikke finder, at det forhold, at han sandsynligvis har kørt flere kilometrer og dage i Sverige end i Danmark, kan føre til et andet resultat, findes dette søgsmål omfattet af Bruxelles I-forordningens artikel 21, stk. 1, b, i, hvorfor sagen kan fremmes til realitetsbehandling.”
Sagen er på vegne af den rumænske chauffør ført af advokat Christian Riewe i et samarbejde med chaufførens rumænske fagforening (SLT), 3F og European Transport Workers’ Federation.
