Arbejdsgiver ansvar for kørsel med trillebør 18.01.2012

Arbejdsgiver ansvar for kørsel med trillebør

Vestre Landsret har i dom af 18. januar 2012 stadfæstet Retten i Esbjergs dom af 10. september 2010 og pålagt et murerfirma erstatningspligten for en ansats rygskade.

Skadelidte oplyste under sagen, at han kom til skade med sin ryg, da han skulle køre en trillebør fyldt med beton. Betonen skulle transporteres ind i et hus, hvor der skulle støbes et nyt gulv.

På grund af niveauforskelle var der udlagt løse forskallingsbrædder, der blev benyttet som køreramper. I forbindelse med kørsel på et af brædderne faldt både brædtet og trillebøren ned, og skadelidte fik et knæk i ryggen.

Skadelidte var blevet ansat 3 måneder før ulykken i en salgsfunktion og deltog kun i mindre omfang i støbearbejdet, når der ikke var andre opgaver.

Der var ubestridt ikke givet instruktion om, hvordan arbejdet skulle udføres.

Efter ulykken fortsatte skadelidte med at arbejde i 2 måneder hos arbejdsgiveren og yderligere godt 4 måneder hos en ny arbejdsgiver, før han blev sygemeldt.

Arbejdsgiveren bestred ethvert kendskab til ulykken, der var blevet anmeldt af skadelidtes læge på en blanket vedrørende erhvervssygdomme.

Undervejs i sagen havde der været tvivl om datoen for ulykken og beskrivelsen af skadesårsagen, der i arbejdsskadesagen oprindeligt blev angivet til at være den 18. maj 2004 og beskrevet som sket efter 2 timers kørsel med trillebør.

Ud fra en ordreseddel kunne det imidlertid konkluderes, at opgaven var blevet udført den 26. maj 2004.

Retslægerådet havde blandt andet udtalt, at “De nævnte objektive undersøgelser og sagens øvrige sammenhæng kan ikke fastslå den primære årsag til sagsøgers ryggener, og det kan, som det fremgår af besvarelsen af spørgsmål 6, ikke afgøres, om 2 timers kørsel med beton eller selve uheldet er den primære årsag til ryggenerne. Men uheldet den 18. maj 2004 formodes at være den primære årsag, idet ryggenerne kommer umiddelbart efter”.

Landsretten fandt det på baggrund af skadelidtes forklaring, der blev støttet af en kollegas forklaring, bevist, at ulykken var sket som angivet under retssagen.

Landsretten flertal fandt endvidere, at det var ansvarspådragende, at arbejdsgiveren, havde ladet en medarbejder uden konkret erfaring med den pågældende arbejdsopgave, udføre opgaven på den beskrevne måde, uden at give instruktion.

Landsretten var enige om, at det med Retslægerådets besvarelse var godtgjort, at ulykken var den primære årsag til ryggenerne, og at der ikke var grundlag for at nedsætte erstatningen på trods af forudbestående rygproblemer og et tilstødende færdselsuheld.

Advokatfirmaet Bjørsts kommentarer:
Dommen fastslår, at det konkret er muligt at løfte bevisbyrden for omstændighederne omkring en ulykke på trods af dårlige indledende beskrivelser i det skriftlige materiale.

Det forekommer også åbenbart rigtigt, at Landsretten ved vurderingen af skadelidtes erfaring – som tillægges stor betydning ved vurderingen af arbejdsgiverens instruktionspligt – tager udgangspunkt i kendskabet til den konkrete opgave.

I relation til årsagssammenhængsvurderingen er det værd at bemærke, at det ikke blev tillagt vægt, at det ikke lod sig fastslå, hvad der var den primære årsag til ryggenerne.

Kontaktperson: Henrik Juel Halberg