Vestre Landsret har i dom af 11. april 2014 stadfæstet Retten i Sønderborgs dom, hvorefter Ankestyrelsen skulle anerkende, at skadelidte varige tab af erhvervsevne var 65%.
Sagen vedrørte en person, der under sit arbejde som chauffør pådrog sig en alvorlig fodskade. Han tjente knapt kr. 450.000 som chauffør i 2000. Han måtte efter flere operative indgreb opgive at arbejde som chauffør og senere som lagermand. Der blev udmålt et varigt mén på først 15% af Ankestyrelsen.
Det lykkedes til sidst skadelidte i 2006 at finde et job som portør på sygehus med særligt tilpassede opgaver 34 t/uge. Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen traf på dette tidspunkt afgørelse om et midlertidigt EET på 65% svarende til lønnedgangen mellem chaufførlønnen (opreguleret) og indtægten som portør.
Få måneder efter fik skadelidte uafhængigt af arbejdsskaden skuldergener, som han blev opereret for med fjernelsen af en stor del af skulderhøjdeleddet. I 2009 var han uden gener. I mellemtiden var han endt i fleksjob på 20 t/uge, som han fortsatte i efter skulderen var færdigbehandlet.
Ankestyrelsen traf herefter afgørelse om, at skadelidtes erhvervsevnetab var 20 procent ud af samlet 60 procent. Ankestyrelsen vurderede, at skulderlidelsen gav stor risiko for tilbagefald ved tungt armbelastende arbejde i og over skulderhøjde, og at dette uanset symptomfrihed begrundede et fradrag i erhvervsevnetabet på 20%. Dertil kom, at skadelidte i en årrække havde haft lænderygproblemer, som dog ikke havde forhindret ham i at arbejde som chauffør.
Efter modtagelsen af stævning, genoptog Ankestyrelsen sagen og vurderede erhvervsevnetabet som følge af den anerkendte arbejdsulykke til 40% ud af samlet 65%, idet man ikke mente at der var grundlag for at fratrække som følge af ryggenerne.
Diskussionen under retssagen gik primært på, om skulderlidelsen kunne give anledning til fradrag i erhvervsevnetabet under de bevisbyrderegler, der gælder i arbejdsskadesikringslovens § 13 (dagældende).
Retslægerådet udtalte i overensstemmelse med Ankestyrelsen, at skulderlidelsen gav stor risiko for tilbagefald ved tungt armbelastende arbejde i og over skulderhøjde.
Under sagen blev det fra skadelidte gjort gældende, at der ikke kunne foretages fradrag på grund af skulderlidelsen, da denne ikke ville have forhindret fortsat chaufførarbejde, og fordi der ikke var grundlag for, at skadelidte ville blive beskæftiget med tungt armbelastende arbejde i og over skulderhøjde.
Ankestyrelsen gjorde – trods den midlertidige afgørelse om 65% erhvervsevnetab før skulderlidelsen debuterede – gældende, at der med de 40% var gjort endeligt op med fodskaden. Det samlede erhvervsevnetab på 65% ville være mindre, hvis der skulle ses bort fra skulderlidelsen.
Byretten udtalte, at der uagtet risikoen for nye skuldergener, så måtte der lægges vægt på, om det gamle chaufførarbejde indeholdt belastninger af relevant karakter. Når det ikke var tilfældet, var det ikke overvejende sandsynligt, at medlemmet ikke – uden arbejdsskaden – ville have kunnet fortsætte som chauffør. Derfor måtte det samlede erhvervsvenetab på 65% dækkes af den anerkendte arbejdsskade. Der var ikke grundlag for at tilsidesætte Ankestyrelsens skøn ved fastsættelsen af det samlede erhvervsevnetab
Ankestyrelsen ankede dommen, som blev stadfæstet af landsretten.
Landsretten udtalte:
På denne baggrund — og under hensyn til Retslægerådets besvarelser samt A’s forklaring om skulderens tilstand — kan det ikke lægges til grund, at skulderlidelsen vil have betydning for hans fortsatte arbejde som portør. Det må endvidere antages, at han uanset skulderlidelsen kan bestride en række andre erhverv, som ikke indebærer en relevant belastning af skulderen.
Med disse bemærkninger og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, stadfæster landsretten dommen.
Advokatfirmaet Bjørsts kommentarer:
Vestre Landsrets afgørelser viser, at også arbejdsskademyndighederne er underlagt almindelige erstatningsretlige principper i forholdet mellem arbejdsskadesikringslovens § 13 og § 26 (nu § 12). Det er således ikke tilstrækkeligt at konstatere, at der er en konkurrerende lidelse, som har haft betydning for størrelsen af det samlede erhvervsevnetab.
For at kunne løfte bevisbyrden i lovens § 13, skal arbejdsskademyndighederne også dokumentere, at den konkurrerende lidelse for den konkrete skadelidte i sig selv – uafhængigt af den anerkendte arbejdsskade – ville have medført et tab af erhvervsevne.
Dommen understreger, hvor meget der skal til for at få tilsidesat Ankestyrelsens fastsættelse af det samlede erhvervsevnetab. På trods af, at Ankestyrelsen havde vurderet erhvervsevnetabet (midlertidigt) til 65%, da skadelidte kunne arbejde 34 timer/uge, var det ikke nok til at tilsidesætte Ankestyrelsens skøn, at skadelidte efterfølgende i samme arbejde kun var i stand til at arbejde 20 timer/uge.
