Højesteret i dom den 27. august 2018 i sag ført af advokat Karsten Høj fra Elmer Advokater mod Ankenævnet for Patienterstatningen fastslået, at det var tilstrækkeligt sandsynliggjort, at en patient allerede i 2008 ville have fået diagnosticeret begyndende lungekræft, hvis en ansvarspådragende fejl ikke var blevet begået.
På Højesterets hjemmeside omtales dommen således:
A fik i oktober 2012 konstateret lungekræft. Sagen angik, om A var blevet påført en patientskade som følge af, at lungekræften ikke blev diagnosticeret på et tidligere tidspunkt.
Retslægerådet oplyste i en udtalelse, at der på et røntgenbillede optaget i januar 2008 kunne konstateres et svagttegnet ca. 1 cm stort rundinfiltrat på As ene lunge, og at der var tale om en radiologisk fejl, idet rundinfiltratet burde have ledt til yderligere udredning. Højesterets flertal fandt, at der herved klart var begået en fejl, som var ansvarspådragende.
Ifølge Retslægerådet var rundinfiltratet på røntgenundersøgelsen i 2008 ikke med mere end 50 % sandsynlighed udtryk for lungekræft på det tidspunkt, men det var påfaldende, at kræftsvulsten udviklede sig i samme område som rundinfiltratet. Også As arv, rygning og alder samt det forhold, at infiltratet var uregelmæssigt afgrænset, talte for kræft.
Højesterets flertal lagde på den baggrund til grund, at der var en vis, større, men ikke overvejende, sandsynlighed for, at A allerede i januar 2008 havde begyndende lungekræft, og at dette ville være blevet konstateret, hvis A dengang var blevet udredt. Under hensyn til, at den manglende udredning var årsag til, at det ikke kunne afgøres, om kræften allerede var til stede i 2008, skulle den tvivl, der bestod med hensyn til årsagssammenhængen, komme A til gode. Flertallet fandt det herefter tilstrækkeligt sandsynliggjort, at A, hvis den ansvarspådragende fejl ikke var blevet begået, allerede i 2008 havde fået diagnosticeret begyndende lungekræft.
Da Højesteret ikke havde tilstrækkeligt grundlag for at afgøre, om den forsinkede diagnose havde medført, at As lungekræft blev uhelbredelig eller i øvrigt havde påført A en erstatningsberettigende skade, hjemviste Højesteret sagen til patientskademyndighederne.
Landsretten var nået til et andet resultat.
Dommene kan findes her:
https://www.hoejesteret.dk/hoejesteret/nyheder/Afgorelser/Pages/Bevislempelseforaarsagssammenhaengipatientskadesag.aspx