Vestre Landsret har i en dom afsagt den 20. maj 2022 pålagt Ankenævnet for Patienterstatningen at anerkende, at en skadelidt havde ret til differenceerstatning (resterhvervsevnetabserstatning) ud fra et erhvervsevnetab på 50 %.
Skadelidte – der var chauffør – var den 16. februar 2011 udsat for en arbejdsskade, hvor han brækkede venstre underben.
Der opstod efterfølgende infektion, og skadelidte fik som følge heraf amputeret venstre underben den 17. februar 2012.
Infektionen og den efterfølgende amputation blev anerkendt som en patientskade.
Den 16. november 2012 fyldte skadelidte 65 år, og han overgik med virkning fra den 1. december 2012 til folkepension uden forinden at have været raskmeldt.
Det måtte i sagen lægges til grund, at skadelidte ikke ville have udnyttet sin erhvervsevne helt eller delvist efter at have nået pensionsalderen, hvis han ikke har blevet påført patientskaden.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde i medfør af arbejdsskadesikringsloven fastsat skadelidtes erhvervsevnetab til 65 %, og havde fastsat virkningstidspunktet til 14. februar 2012.
Patienterstatningen havde tilkendt skadelidte erstatning for tabt arbejdsfortjeneste frem til 1. december 2012, og havde afvist at yde erstatning for tab af erhvervsevne med henvisning til, at der ikke var noget økonomisk tab at erstatte.
Ankenævnet for Patienterstatningen havde fundet, at retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophørte på virkningstidspunktet den 14. februar 2012, men fandt at der ikke var fornødent grundlag for at skønne over det varige erhvervsevnetab efter de regler herom der fremgår af erstatningsansvarsloven, og henviste i den forbindelse navnlig til, at der ikke forelå nogen former for afklaring af en eventuel resterhvervsevne, idet mulighederne for at tage hensyn til skånebehov og inddragelse af hjælpemidler i den sammenhæng ikke havde været afdækket ved et kommunalt afklaringsforløb.
Retten i Randers havde ved dom af 29. august 2019 frifundet Ankenævnet for Patienterstatningen med henvisning til, at det ikke var dokumenteret, at skadelidte havde lidt et faktisk, varigt indtægtstab som følge af patientskaden.
Vestre Landsret pålagde Ankenævnet for Patienterstatningen at anerkende, at skadelidte havde ret til differenceerstatning (resterhvervsevnetabserstatning) ud fra et erhvervsevnetab på 50 %.
Landsretten fandt, at der ikke var grundlag for at fastslå, at det er en forudsætning for at skønne, om patientskaden medførte en varig nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt, at hans resterhvervsevne var afdækket ved et kommunalt afklaringsforløb. Det afgørende var ifølge landsretten, om der på baggrund af samtlige sagens oplysninger forelå et forsvarligt grundlag for at skønne over hans erhvervsevnetab.
Efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, herunder skadens omfang og karakter sammenholdt med skadelidtes alder, den ret høje indkomst han havde haft inden ulykken, og at han var ufaglært, fandt landsretten at der inden den 1. december 2012 var et forsvarligt grundlag for at skønne over skadelidtes erhvervsevnetab, og fastsatte dette til 50 %.
Sagen blev ført på vegne Fagligt Fælles Forbund.
