Ankestyrelsen har i afgørelse af 10. november 2022 truffet ny afgørelse i arbejdsskadesag, som har verseret over en årrække siden skadelidte i 2009 fik konstateret lungekræft, og hvor Højesteret i 2015 fastslog, at Ankestyrelsen uberettiget havde foretaget fradrag fordi skadelidte var ryger.
Skadelidte havde igennem en årrække haft beskæftigelse, hvor han blev udsat for asbest.
Han fik i sommeren 2009 konstateret lungekræft, som han efterfølgende blev opereret for.
Ved Højesterets dom af 11. december 2015 (U.2016.1149H) blev det fastslået, at det var uberettiget, at Ankestyrelsen havde foretaget fradrag i méngodtgørelsen som følge af, at skadelidte var ryger, og det blev af Højesteret fastslået, at skadelidte havde ret til godtgørelse for varigt mén ud fra en méngrad på 15 % efter méntabellens punkt I.2. (Kræftsygdom, radikalt opereret/behandlet, men med stor eller meget stor risiko for tilbagefald).
Skadelidte havde dog også fysiske gener som følge af nedsat lungefunktion, og Ankestyrelsen traf den 26. maj 2016 en ny afgørelse, hvor Ankestyrelsen fandt, at skadelidtes samlede gener kunne fastsættes til en méngrad på 25 %.
Ankestyrelsen sammenlignede skadelidtes gener med méntabellens punkt E.2.2. (Let begrænsning af den fysiske aktivitet, hvor symptomerne kun fremkommer ved kraftig aktivitet), og tilkendte skadelidte méngodtgørelse på 25 %, men sådan at de tidligere tilkendte 15 % efter punkt I.2. skulle fraregnes i den yderligere godtgørelse.
Skadelidte gjorde Ankestyrelsen opmærksom på, at han havde ret til 15 % i godtgørelse for varigt mén efter punkt I.2. og at hans fysiske gener skulle fastsættes efter punkt E.2.3. (Betydelig begrænsning af den fysiske aktivitet, symptomerne fremkommer også ved lette aktivitet) og E.2.4. (Enhver fysisk aktivitet udløser symptomer, og symptomerne kan være til stede i hvile). Skadelidte henviste til, at han skulle op om natten for ”at få luften” og at han fik åndenød af blot at tage strømper på.
Ankestyrelsen fastholdt imidlertid afgørelsen.
Ankestyrelsen modtog herefter yderligere journalmateriale, hvoraf det bl.a. fremgik, at skadelidte i juni 2016 havde udført en gangtest på 6 minutter, hvor han efter at have tilbagelagt en distance på 420 meter havde en dyspnøgrad på 7 på Borg-10 skalaen.
Ankestyrelsen fastholdt herefter i afgørelse af 28. juli 2016, at skadelidte ikke havde ret til yderligere godtgørelse for varigt mén.
Efter modtagelse af yderligere journalmateriale, hvoraf det bl.a. fremgik, at skadelidte i en gangtest udført i januar 2017 tilbagelagde 360 meter med en efterfølgende dyspnøgrad på 7, forhøjede Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved afgørelse af 16. februar 2017 den samlede méngrad til 35 %, hvilken afgørelse Ankestyrelsen stadfæstede den 18. april 2017. Ankestyrelsen fandt, at skadelidtes gener skønsmæssigt kunne indplaceres mellem punkt E.2.2. og E.2.3.
Sagen blev herefter indbragt for byretten.
Kort tid før sagen skulle hovedforhandles genoptog Ankestyrelsen de tidligere afgørelser, og anerkendte nu, at skadelidte havde ret til godtgørelse for 15 % mén efter punkt I.2. og herudover 35 % mén for de fysiske gener.
Under hovedforhandlingen i byretten afgav Ankestyrelsens lægekonsulent forklaring.
Lægekonsulenten forklarede bl.a., at sagen var tilstrækkelig oplyst, og at méngraden godt kunne vurderes selvom der ikke forelå en speciallægeerklæring.
Lægekonsulenten forklarede videre, at resultatet af gangtesten lå i normalområdet, og at en dyspnøgrad efter testen på 7 (BORG-10) svarede til moderat åndenød.
Byretten frifandt Ankestyrelsen.
Dommen blev anket til landsretten.
Under forberedelse af ankesagen blev der stillet spørgsmål til Retslægerådet, der indledningsvis oplyste, at det ville forbedre rådets muligheder for at svare på de stillede spørgsmål, hvis der blev indhentet en lungemedicinsk speciallægeerklæring.
Ankestyrelsen protesterede herimod, og gjorde gældende, at der ville være tale om overflødig bevisførelse, og henviste bl.a. til U.2018.2011H.
Landsretten besluttede den 19. november 2019, at der ikke var grundlag for at afskære indhentelse af den af Retslægerådet ønskede erklæring som overflødig bevisførelse og imødekom anmodningen.
Retslægerådet anførte i sin besvarelse bl.a., at en dyspnøgrad på 7 efter Borg-10 skalaen var udtryk for meget svær åndenød, og at Retslægerådet – på baggrund af gangtesten udført i januar 2017 – vurderede, at skadelidte havde en betydelig begrænsning af sin fysiske kapacitet.
Retslægerådet anførte videre, at den mediane distance for mænd ved en 6 minutters gangtest var 580-630 meter, og at skadelidte havde en betydelig til svær nedsættelse af fysisk formåen.
På baggrund heraf genoptog Ankestyrelsen endnu en gang de trufne afgørelse, og anerkendte ved afgørelse af 10. november 2022 hvad skadelidte selv havde anført tilbage i maj 2016, at det fysiske mén skulle indplaceres mellem punkt E.2.3. og E.2.4. svarende til en méngrad på 75 %.
KOMMENTAR:
Når det kommer til domstolsprøvelse af arbejdsskademyndighedernes skønsmæssige udmåling af f.eks. méngrad følger det af retspraksis, at der skal overordentlig meget til, for at få afgørelserne tilsidesat.
I den foreliggende sag lykkedes det, fordi Ankestyrelsens lægekonsulent blev ”fanget” i ikke at have styr på, hvad oplysningerne i journalmaterialet betød, og hvordan de skulle klassificeres.
Det kan undre, at en offentlig myndighed som Ankestyrelsen i en sag som denne, hvor Ankestyrelsens afgørelse skal domstolsprøves, modsætter sig, at der skal tilvejebringes det lægelige grundlag som Retslægerådet efterspørger, når der i øvrigt er enighed om, at Retslægerådet afgør spørgsmål af lægefaglig karakter og der er enighed at stille spørgsmål til Retslægerådet.
