Retten i Kolding har den 25. september 2023 afsagt dom i sag mod Ankestyrelsen og Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) vedrørende varigt mén og erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven.
Sagen kort:
Sagen udsprang af en arbejdsulykke den 15. januar 2010, hvor et medlem af 3F faldt baglæns ned fra en rampe og slog ryg og hoved.
Den 2. februar 2015 traf AES afgørelse om at skadelidte som følge af ulykkestilfældet havde et varigt mén på 12 procent, hvilket omfattede lette nakkesmerter med periodevis hovedpine og udstråling til højre arm samt lettere kognitive ledsagesymptomer. Dertil lette gener fra lænderyg og haleben.
Den 24. maj 2019 afviste Ankestyrelsen at genoptage spørgsmålet om varigt mén. Ifølge Ankestyrelsen var der ikke årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og skadelidtes psykiske symptomer, da der ifølge Ankestyrelsen bl.a. ikke var dokumentation for et hovedtraume, og da generne ikke skønnedes opstået i relevant tidsmæssig sammenhæng med ulykken.
Derefter traf Ankestyrelsen og AES afgørelse om at arbejdsskaden isoleret set havde medført et tab af erhvervsevne på 15 procent. Det blev vurderet, at det særligt var de psykiske gener, der begrænsede arbejdsevnen. Parterne var enige om at det samlede tab af erhvervsevne var 85 procent.
Retslægerådet vurderede, at skadelidte havde pådraget sig et hovedtraume ved ulykken, og at skadelidtes psykiske gener kunne være en følge af ulykken, idet det dog blev bemærket, at en depression er en multifaktoriel lidelse. Retslægerådet vurderede desuden, at der var mindre end 50% sandsynlighed for årsagssammenhæng mellem ulykken og skadelidtes psykotiske gener.
Et tema i sagen var at arbejdsskademyndighederne ikke havde indhentet skadelidtes fulde journal for de første par år efter ulykken. Man havde indhentet notater og epikriser sendt til egen læge, men ikke journaltilførsler fra egen læge.
I sagen mod Ankestyrelsen var der nedlagt påstand om genoptagelse af spørgsmålet om varigt mén, enten efter arbejdsskadesikringslovens regler eller på ulovbestemt grundlag. Derudover var der nedlagt påstand om at skadelidtes tab af erhvervsevne i perioden 4. marts til 12. december 2019 var 85 procent, subsidiært at det var større end 15 procent.
Overfor AES var der nedlagt påstand om at det varige tab af erhvervsevne var 85 procent, subsidiært større end 15 procent.
Rettens begrundelse og resultat:
Om genoptagelse:
De sagsøgte havde lagt til grund, at der ikke var årsagssammenhæng mellem ulykken og skadelidtes kognitive og psykiske gener.
Skadelidte havde været igennem et længere udredningsforløb, hvor der var blevet stillet forskellige diagnoser og angivet forskellige årsager til de psykiske gener, herunder også at de hidrørte fra tidligere traumer i forbindelse med flugt fra et krigshærget land. I september 2017 anførte en psykiatrisk speciallæge, at tilstanden var forenelig med et posttraumatisk hjernesyndrom som følge af et hovedtraume.
Retten lagde til grund, at skadelidte først på dette tidspunkt burde have vidst, at der var sammenhæng mellem ulykken og symptomerne. Et eventuelt krav på genoptagelse var derfor ikke forældet.
Ankestyrelsens lægekonsulent havde udtalt, at der over tid var sket forværring af de kognitive og psykiske symptomer, og at der i 2017 var beskrevet et meget lavt funktionsniveau grundet svære psykiske symptomer. Med henvisning til dette fandt retten, at der forelå særlige omstændigheder, der kunne begrunde genoptagelse af varigt mén efter loven.
Retten tog derfor ikke stilling til spørgsmålet om genoptagelse på ulovbestemt grundlag.
Påstand 2 og 3:
Med henvisning til Retslægerådets udtalelse fandt retten, at skadelidtes psykotiske symptomer med overvejende sandsynlighed ikke var en følge af ulykken.
Den del af erhvervsevnetabet som skyldtes de kognitive gener og de øvrige psykiske gener måtte derimod anses som en følge af arbejdsulykken.
På den baggrund fandt retten, at skadelidtes erhvervsevnetab var større end 15 procent, men mindre end 85 procent. Sagerne blev herefter hjemvist til fornyet administrativ behandling i overensstemmelse med den subsidiære påstand.
Bjørsts bemærkninger:
I forhold til spørgsmålet om årsagssammenhæng mellem en arbejdsskade og et tab af erhvervsevne viderefører dommen en etableret praksis, hvorefter et realiseret tab må anses som en følge af arbejdsskaden, hvis Retslægerådet har vurderet at der kan være årsagssammenhæng, uagtet at der er tale om en multifaktoriel lidelse, hvor skadens isolerede årsagsbidrag ikke kan kvantificeres nærmere.
I så henseende er sagen sammenlignelig med U.2016.1149H.
For så vidt angår spørgsmålet om genoptagelse, tog retten ikke stilling til genoptagelse på ulovbestemt grundlag, da skadelidte havde ret til genoptagelse efter loven.
De sagsøgte havde forsømt at indhente journaltilførsler fra egen læge ved deres vurdering af skadens følger, og nogle af disse journaltilførsler modsagde en række af de forudsætninger, som de sagsøgte havde lagt afgørende vægt på i vurderingen af årsagssammenhæng.
Spørgsmålet om varigt mén skulle ifølge retten genoptages efter loven, men det er vores opfattelse, at der – hvis det ikke var tilfældet – med stor sandsynlighed ville skulle ske genoptagelse på ulovbestemt grundlag uanset.
