Retten i Glostrup har den 9. oktober 2023 afsagt dom i en arbejdsskadesag, der vedrørte ansvarsgrundlag, årsagssammenhæng og erstatningskravets opgørelse.
Kort om sagen:
Et medlem af 3F kom til skade, da han under arbejdet som lagerarbejder skulle krydse lagerets færdselsareal for at hente en kop kaffe. Der var markerede fodgængerarealer på lageret, men for at nå hen til et fodgængerareal var skadelidte nødt til at krydse et gulvareal, hvor der blandt andet var færdsel med el-stablere.
Da skadelidte nåede hen til fodgængerarealet, kom der en kollega kørende på en el-stabler, som transporterede paller med varer. Pallerne var stablet så højt, at føreren ikke havde frit udsyn, og han orienterede sig i stedet ved at læne sig ud til siderne. Da el-stableren kom tæt på skadelidte, sprang skadelidte for at undvige, og i springet pådrog han sig et vrid i knæet. Han var herefter fuldt sygemeldt i cirka 2 år.
Arbejdsgiver havde indkaldt 2 vidner; føreren af el-stableren og en anden ansat, som stod i nærheden og overværede hændelsen. Begge vidner forklarede, at føreren af el-stableren havde registreret at skadelidte kom gående, og at el-stableren var bragt til standsning, da skadelidte sprang væk. Ifølge vidnerne havde skadelidte og el-stableren således ikke været i kollisionsfare, og skadelidte havde ikke haft grund til at springe.
I ugerne op til ulykken havde skadelidte 2 gange konsulteret egen læge med knægener, og efter ulykken blev der konstateret slidgigt i knæet. Der blev senere indsat knæprotese. Retslægerådet vurderede, at ulykken havde medført en forværring af knægenerne, men at også de forudbestående symptomer havde betydning for den samlede symptomatologi.
Rettens begrundelse & resultat:
For så vidt angik ansvarsgrundlaget, lagde retten vægt på at vidnernes forklaringer på nogle områder ikke var forenelige, blandt andet i beskrivelsen af hvilken rute el-stableren havde kørt. Ydermere noterede retten sig at vidnernes beskrivelser adskilte sig fra det hændelsesforløb, som forsikringsselskabet havde lagt til grund ved den udenretlige afvisning af kravet.
Under de omstændigheder måtte skadelidtes forklaring lægges til grund.
Retten fandt det godtgjort, at føreren af el-stableren ikke havde haft frit udsyn, og at føreren ikke havde sikret sig at han kunne køre frem uden risiko for fodgængere. Retten fandt det tillige godtgjort, at arbejdsgiver måtte have været bekendt med at el-stablerne undertiden fragtede gods af en sådan højde, at det hindrede det frie udsyn.
Retten fandt at føreren af el-stableren havde handlet ansvarspådragende, hvilket arbejdsgiver måtte hæfte for iht. DL 3-19-2. Retten fandt også at arbejdsgiver havde tilsidesat sin tilrettelæggelsespligt iht. arbejdsmiljølovens § 38.
For så vidt angik spørgsmålet om årsagssammenhæng, fandt retten det godtgjort, at ulykken var udløsende årsag til sygemeldingen, og at ulykkens følger havde været en medvirkende årsag til hele sygeforløbet, og skadelidte havde dermed krav på fuld erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. Det var således ikke godtgjort, at den forudbestående knælidelse i sig selv ville have medført uarbejdsdygtighed.
Endelig fik skadelidte medhold i at differencen mellem den feriegodtgørelse, han ville have optjent uden skaden og den sygeferiegodtgørelse han havde fået udbetalt, kunne kræves erstattet som tabt arbejdsfortjeneste.
Bjørsts kommentarer:
I relation til ansvarsgrundlaget bekræfter dommen, at den skadelidtes forklaring i sig selv kan være tilstrækkelig, navnlig når de øvrige vidneforklaringer ”stritter i forskellige retninger”.
I relation til årsagssammenhæng og kravet følger dommen de principper, der bl.a. er knæsat i U2012.1838H. Hvis ulykken er den udløsende årsag, og ulykkens følger er medvirkende årsag til hele sygeforløbet, kan det fulde tab kræves erstattet.
