Den 2. februar 1966 kom en ansat til skade, da en etageadskillelse på hans arbejdsplads styrtede sammen. Skadelidte fik derved et kompliceret brud på højre hånd og blev efter ulykken opereret to gange. I 1968 fik skadelidte erstatning efter den dagældende ulykkesforsikringslov. Cirka et halvt år efter ulykken genoptog skadelidte arbejdet og fungerede i de næste mange år normalt på arbejdsmarkedet, selv om han løbende havde gener efter ulykken. I 1999 indtrådte der en pludselig forværring af tilstanden, og fra 2000 fik skadelidte tilkendt førtidspension på grund af den dårlige arm, slidgigt i nakken og tinnitus.
Skadelidte gjorde nu gældende, at han havde krav på yderligere erstatning i henhold til den dagældende ulykkesforsikringslov. Den Sociale Ankestyrelse nægtede dette og henviste til, at kravet var forældet efter den 20-årige forældelsesregel i Danske Lov 5-14-4.
Højesteret fastslog, at kravet var omfattet af Danske Lov 5-14-4, og at forældelsesfristen efter denne bestemmelse måtte beregnes fra den 2. februar 1966, da arbejdsulykken skete, eller i hvert fald senest fra det tidspunkt i 1968, da den tidligere sag om erstatning efter ulykkesforsikringsloven blev afsluttet. Efter skadens karakter og omfang fandt Højesteret, at der ikke forelå sådanne ganske særlige omstændigheder, at der var grundlag for at anse forældelsen for suspenderet, som det var tilfældet i den såkaldte eternit-sag, UfR.1989.1108.H. Kravet var derfor forældet efter Danske Lov 5-14-4.
Landsretten var nået til samme resultat.
