26.01.2018

Erstatningskrav var ikke forældet som følge af forhandlinger

Østre Landsrets har den 24. januar 2018 afgjort, at et erstatningskrav ikke var forældet som følge af enighed mellem parterne om at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring skulle anmodes om en vejledende udtalelse.

Sagen vedrørte erstatning efter en trafikulykke den 5. september 2011. Parterne var enige om erstatningens størrelse, men Topdanmark Forsikring gjorde gældende, at kravet var forældet.

Skaden var en arbejdsskade, hvor den skadelidte efterfølgende var kommet i fleksjob. Erhvervsevnetabet var derfor forskelligt efter arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven.

Parterne var enige om, at forældelsen ikke begyndte at løbe før Arbejdsmarkedets Erhvervssikring havde truffet endelig afgørelse om erhvervsevnetabet efter arbejdsskadesikringsloven, hvilket skete den 19. december 2011 samtidig med at ulykken blev anerkendt som en arbejdsskade. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fandt ikke, at ulykken havde medført erhvervsevnetab. Dette spørgsmål blev senere genoptaget og der blev fastsat et erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven.

Parternes enedes den 12. december 2014 om, at det var nødvendigt at indhente en vejledende udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om erhvervsevnetabets størrelse efter erstatningsansvarsloven. Denne udtalelse blev der anmodet om den 22. januar 2015.

Uanset parterne havde været enige om at forelægge sagen for Arbejdsmarkedets Erhvervssikring fandt Topdanmark i forbindelse med sagsbehandlerskift anledning til at påstå, at differencekravet for erhvervsevnetabserstatning var forældet.

Topdanmark påstod, at kravet var forældet, idet forældelsen var begyndt at løbe før den 22. januar 2012, da der ikke havde været forhandlinger om kravet.

Skadelidte gjorde gældende, at skadelidte ikke havde haft grund til at antage, at der var et erhvervsevnetab før på et tidspunkt efter 22. januar 2012.

Skadelidte gjorde subsidiært gældende, at der var forhandlinger om kravet fra det tidspunkt, hvor parterne enedes om at anmode Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om en vejlende udtalelse.

Byretten fandt, at kravet ikke var forældet. Se dommen her

Landsretten stadfæstede byrettens dom. Flertallet med en anden begrundelse og mindretallet med samme begrundelse som byretten.

Flertallet udtalte:

Det lægges til grund, at (skadelidte) i perioden indtil 22. januar 2012 var under regelmæssig lægelig behandling og udredning efter færdselsulykken den 5. september 2011 på baggrund af de skader, hun pådrog sig ved ulykken. Det lægges endvidere til grund, at generne ikke i væsentlig grad aftog i perioden, og at de havde en sådan karakter, at (skadelidte) – foruden periodevist sygemelding i perioden fra ulykken til 16. oktober 2017 – fra den 17. oktober 2011 blev sygemeldt fra sit arbejde.

På denne baggrund må i hvert fald fra et tidspunkt, der ligger mere end 3 år før den 22. januar 2015 være blevet klar over, at skaderne efter færdselsulykken den 5. september 2011 muligt kunne begrunde krav på erstatning for erhvervsevnetab.

Kravet er derfor som udgangspunkt forældet, medmindre der forinden er sket afbrydelse af forældelsen.

Midlertidig afbrydelse af forældelsen:
I en mail af 12. december 2014 tiltrådte Topdanmark Forsikring A/S et forslag fra (skadelidtes) advokat om, at sagen blev forelagt Arbejdsskadestyrelsen efter erstatningsansvarslovens § 10.

Det fremgår af Højesterets dom af 10. april 2015 i UfR 2015.2245, at forældelsen som udgangspunkt afbrydes, når skadevolder – eller skadelidte efter aftale med skadevolder – anmoder om en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen om fastsættelse af méngrad og erhvervsevnetab, jf. erstatningsansvarslovens § 10.

Der er mellem (skadelidte) og Topdanmark Forsikring A/S enighed om, at forældelsesfristen blev midlertidigt afbrudt ved forelæggelsen for Arbejdsskadestyrelsen den 22. januar 2015. Spørgsmålet er herefter, om fristen blev afbrudt, da parterne opnåede enighed om forelæggelse, eller om dette først skete ved selve forelæggelsen.

I Højesterets dom er den midlertidige afbrydelse af forældelsen begrundet i, at skadelidte, når skadevolder – eller skadelidte efter aftale med skadevolder – anmoder om en udtalelse fra Arbejdsskadestyrelsen om fastsættelse af méngrad og erhvervsevnetab, har føje til at antage, at udtalelsen vil kunne føre til en forligsmæssig løsning af sagen.

På denne baggrund må forældelsen anses for midlertidigt afbrudt, da parterne opnåede enighed om forlæggelse for Arbejdsskadestyrelsen den 12. december 2014, jf. forældelses-lovens § 21, stk. 5, idet (skadelidte) fra dette tidspunkt har haft føje til at antage, at udtalel-sen, når den forelå, ville kunne føre til en forligsmæssig løsning af sagen.

Da den midlertidige afbrydelse af forældelsen således er sket inden 3 år fra det tidligste tidspunkt, hvor forældelsen efter parternes samstemmende opfattelse kan regnes, og da der ubestridt rettidigt er fulgt op på den midlertidige afbrydelse af forældelsen med sagsanlæg, er kravet ikke forældet.

Se Østre Landsrets dom her

Kontaktperson: Christian Riewe