Højesteret har i dom den 19. oktober 2017 udtalt, at forældelsesloven ikke gælder for forurettedes personskadekrav efter offererstatningsloven.
Erstatningsnævnet gjorde gældende, at forældelseslovens galt for krav efter offererstatningsloven sideløbende med offererstatningslovens 2-årige anmeldelsesfrist.
Erstatningsnævnet gjorde endvidere gældende, at kravet var bortfaldet ved passivitet, idet gik mere end 5 år fra hændelsen før stævningen blev udtaget, og fra nævnets første afgørelse af 20. september 2011 gik der mere end 3 år og 9 måneder, før stævningen blev udtaget, uden at dette var begrundet i en nærmere afklaring af de faktiske forhold, og at der i hvert fald måtte statueres passivitet, når der gik mere end 1 år fra Erstatningsnævnets seneste afgørelse af 21. maj 2014 til sagsanlægget den 2. juli 2015.
Højesteret fastslog indledningsvist, at hændelsen – hvor en retarderet person slog en anden person i nakken – var omfattet af offererstatningslovens dækningsforpligtelse.
Højesteret fastslog endvidere, at forældelsesloven ikke fandt anvendelse på krav efter offererstatningsloven.
Endelig fastslog Højesteret, at der heller ikke var grundlag for at anse kravet for bortfaldet ved passivitet og anførte, at der ikke i loven var angivet en frist for at indbringe en afgørelse for domstolene.
