Østre Landsret den 2. juni 2021 afsagt dom om ansvarsgrundlaget ved en ulykke, hvor en lagermedarbejder faldt ned fra et rullebånd.
En lagermedarbejder kom til skade med sin højre fod, idet hun – efter at være trådt op på et rullebånd for at løsne en palle, der havde sat sig fast – trådte ned fra rullebåndet.
Med 3F Fagligt Fælles Forbund som mandatar blev der udtaget stævning mod produktionsvirksomheden.
Retten lagde til grund, at problemer med fastkørte bånd løstes ved – og ofte kun kunne løses ved – at den medarbejder, der havde ansvaret for at båndet kørte, trådte op på båndet for at løsne de paller eller kasser, der havde sat sig fast, samt at ledelsen hos virksomheden var bekendt med, at den omhandlende procedure var sædvanlig procedure.
På denne baggrund fandt retten, at den konkret anvendte fremgangsmåde var uforsvarlig, hvorfor virksomheden efter arbejdsmiljølovgivningen havde tilsidesat sin forpligtigelse til at sikre, at arbejdet var tilrettelagt og arbejdsstedet var indrettet sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarlig, samt at virksomheden havde forsømt sin pligt til at føre effektivt tilsyn med arbejdets udførelse.
Retten fandt endvidere, at det faktum, at der muligvis havde været en elefantfod et sted i virksomhedens lokaler, ikke kunne føre til et andet resultat. Retten bemærkede i den forbindelse, at det måtte lægges til grund, at der generelt var en forventning til medarbejderne om, at problemer med fastkørte bånd løstes hurtigt.
Produktionsvirksomheden blev herefter fundet erstatningsansvarlig overfor lagermedarbejderen i anledning af arbejdsulykken.
I forhold til spørgsmålet om årsagssammenhæng fandt retten, at sygefraværet var udløst af arbejdsulykken, samt at skaden i højre fod, havde medvirket til sygeforløbet, hvorfor der forelå årsagssammenhæng mellem ulykken og det fremsatte erstatningskrav.
Østre Landsret stadfæstet, at der var ansvar og årsagssammenhæng.
Parterne var for landretten uenige om hvilken takst svie og smerte skulle opgøres efter.
Der var opgjort svie og smerte til 2016, og arbejdsgiver påstod det derfor var taksten der galt i 2016.
Svie og smerte var opgjort efter taksten i 2017 under anbringende af, at det først var i 2017 da der blev udtaget stævning, at arbejdsgiver kunne bedømme kravets størrelse.
Østre Landsret udtalte om godtgørelse for svie og smerte:
“Der er mellem parterne enighed om, at opgørelsen af kravet på godtgørelse for svie og smerte i medfør af erstatningsansvarslovens § 15, stk. 3, skal ske på grundlag af de satser, der var gældende på det tidspunkt, hvor godtgørelsen efter erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, kunne kræves betalt.
Det følger af erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, at godtgørelse kan kræves betalt 1 måned efter, at skadevolderen var i stand til at indhente de fornødne oplysninger til bedømmelse af erstatningens størrelse.
Efter de fremkomne oplysninger finder landsretten, at Lantmännen Schulstad A/S først kunne bedømme kravets størrelse, da der blev udtaget stævning den 3. januar 2017 med påstand om godtgørelse for svie og smerte, der blev forhøjet den 14. marts 2017, og opgørelsen af kravet på godtgørelse for svie og smerte skal derfor ske på grundlag af de satser, der var gældende i 2017.”
