Vestre Landsret afsagde den 23. oktober 2014 dom i en arbejdsskadesag, hvor en ansat der havde fået anerkendt ansvaret i en erstatningssag ikke havde fået erstatning i hele erstatningsperioden på grund af konkurrerende lidelser.
Byretten havde frifundet arbejdsgiver på grund af at den skadelidte efter ulykken pådrog sig en kræftlidelse og en depression, som måtte antages at være uden sammenhæng med ulykken og som alene ville have medført sygemelding.
Vestre Landsret statuerede årsagssammenhæng i overensstemmelse med nyere højesteretspraksis, således at det var tilstrækkelig til at statuere årsagssammenhæng mellem ulykken og sygeperioden, at ulykken havde udløst sygeperioden og medvirket til sygeperioden.
Arbejdsgiver havde endvidere påstået erstatningsperioden reduceret på grund af manglende tabsbegrænsning, da arbejdsskadeforsikringsssagen ikke blev begæret genoptaget ved påbegyndelsen af en virksomhedspraktik, men først 5 måneder senere. Selvom det måtte lægges til grund, at en tidligere anmodning om genoptagelse af arbejdsskadesagen, og dermed tidligere udbetaling af løbende arbejdsskadeydelse, hvilket havde betydet reduktion af perioden for tabt arbejdsfortjeneste, afviste landsretten, at den skadelidtes erstatning skulle reduceres på grund af manglende tabsbegrænsning.
